Happiness on wheels: kvinde, hop på racercyklen!

Specialized Women's Ambassadors på tur i det østjyske - det grimme grin er mig. Foto: Claus Hilmar

Solen skinner (så småt), træerne springer ud (så småt) og temperaturen er forårsagtig (så småt). For mig betyder det, at mange timer i spinningcentret hen over vinteren (så småt) bliver skiftet ud med et sammensurium af frisk luft, gummislanger og hovedbeskyttelse. Altså, jeg mener cykling.
De tynde typer på deres toptunede carbon-gangere fylder allerede godt på cykelstier og landeveje, og jeg glæder mig til at blande mig med dem, når min nye baby kommer til København i næste uge.

Men det var sgu ikke med min gode vilje, at jeg i sin tid bevægede mig ud på en racercykel første gang. Faktisk var det ikke engang med min gode vilje, at jeg cykelsko-trippede ind i et spinninglokale første gang i januar 2011. Jeg var helt og aldeles overbevist om, at jeg ville HADE det. Men min triatlon-dyrkende ekskæreste lokkede, og jeg lod mig snøre. Heldigvis. 

Triathlon trak
I foråret 2011 prøvede jeg, igen med et meget skeptisk udgangspunkt, en racercykel. Det var en lejet cykel et sted oppe i Nordsjælland. (Uden klikpedaler - jeg havde hørt tilstrækkeligt om begrebet 'klikpedal-styrt' fra dem i omgangskredsen, der bevægede sig ud på to hjul påhæftet en alu - eller carbon-ramme.) Og jeg overlevede. Og fik mod på mere. Heldigvis.

Jeg var blevet vældig fanget af tanken om triathlon (som store dele af Danmarks befolkning), så det var med det udgangspunkt, at jeg købte en cykel og begyndte at hjule rundt på den. Jeg kom med i en cykelklub for kvinder, Seje Sild Cykler, hvor jeg blev modtaget med kompetent vejledning til at køre i gruppe, ligge på hjul og undgå at 'hænge i elastikken'. Det var fantastisk, og jeg blev hængende, både i klubben og på cyklen. Heldigvis.

Seje Sild Cykler på Hallandsåsen 2013. Igen er det mig med det grimme grin (og u-matchende tøj).

Uvidenskabelig empiri fortæller mig, at mange kvinder starter som mig: på en spinningcykel. I øjeblikket er der vist også en stor gruppe, der starter, fordi de er motiveret af et ønske om at dyrke triathlon. Men det er de færreste, der straks kaster sig ud i klubcykling - det viser alle tal. 

Kvinde, kend din klub
Derfor tror jeg, der ruller rigtig mange damer rundt alene eller med kærester ude på landevejene. For ikke alle er så heldige at have en klub for kvinder lige i nærheden, som jeg havde. Faktisk er det de færreste, så vidt jeg ved. Den mandsdominerede verden i klubberne skræmmer mange kvinder (endnu en uvidenskabelig, men dog nogenlunde velfunderet påstand: jeg skrev en opgave om netop dét på journalisthøjskolen), og det er en skam. Cykling er god motion i omgivelser, der faktisk er en fornøjelse. Cykling kan enormt meget - for mig er det zen. og jeg får bearbejdet en masse tanker, uden at jeg egentlig opdager det. Og så gør det mig bare enormt glad. Især med godt selskab. Og derfor synes jeg, klubberne skal gøre en indsats for at gøre plads til kvinderne. Og at kvinderne skal lægge 'jeg kan ikke'-attituden væk og rulle en tur med den lokale klub - det er fedt, og man behøver ikke spurte efter alle skilte (jeg gør det i hvert fald ikke).

Jeg vender snart tilbage med en ABC, du kan orientere dig i, hvis du overvejer at besøge din lokale cykelklub, og frygter at falde igennem på lingo. Der kommer også en liste over plusser og minusser ved landevejscykling som sport. Og hvis du har lyst til at prøve en landevejscykel og du bor på Sjælland, så tag til Roskilde søndag d. 6. april - Specialized holder et 'test-event', hvor de kommer med en ordentlig stak cykler, du kan prøve helt gratis. 

Tilbage i sadlen

En titel, mange betydninger. Bloggen her har ligget stille i snart et år, siden jeg fik fuldtidsjob, flyttede til København og fik travlt med alt muligt andet end at skrive indlæg.

Men! Nu er jeg tilbage i blogger-sadlen. Det er der flere grunde til. En af dem er, at jeg også er tilbage i cykelsadlen, bogstavelig talt - og det har jeg lyst til at fortælle om. Jeg er nemlig så utroligt heldig, at jeg har fået lov at være én af cykelmærket Specializeds otte nordiske kvindeambassadører. Med titlen kommer et ansvar for at være med til at sprede budskabet om, at cykling også er en sport for kvinder - og her kommer bloggen ind i billedet. Cykling, tanker om cykling og tanker om kvinder i cykling kommer altså til at fylde en del fremover.

Med det sagt vil jeg præsentere det vidunder, der også fulgte med titlen som Specialized Nordic Women's Ambassador. Baby-Hulken (hint: farven), aka Specialized Alias Comp 2014. Tadaaaaah:

Denne skønhed får jeg fornøjelsen af at sidde i sadlen på det næste år. Det uforholdsmæssigt lækre ved bassen er, at den er født som en hybrid mellem en almindelig racer og en tri-cykel. Aerodynamikken er på plads, så skift sadelpind og kast et tri-styr på, og du er klar til triathlon - eller, som i mit tilfælde - duathlon. Jeg stiller op i Powerman Denmark d. 27. april, og satser på, at Baby-Hulk og jeg sammen kommer godt igennem de 120 kilometer cykling, der ligger mellem henholdsvis 10 og 20 kilometer løb. Når duathlonet er veloverstået, skal vi ud og lege på landevejene sammen med de seje damer i cykelklubben Seje Sild Cykler og hele flokken fra ABC-cykling.

Over de næste mange uger kommer der meget mere om cyklen, racet og den træning, jeg har lagt i forberedelserne siden jeg meldte mig til omkring jul. I'll be back!