Dagens vigtigste måltid

Der er visse fordele ved livet som hjemmearbejdende freelancer/dagpengemodtager. De samme som at sidde og skrive opgave - nemlig et køkken lige ved hånden, og tid og mulighed for at lave dejlig mad til alle måltider. 

Morgenmad er mit yndlingsmåltid, og grundlaget for en god dag. De fleste ved vist også godt, at stabilt blodsukker hen over dagen og god sultkontrol hænger sammen med at få noget at spise fra morgenstunden.

I dag har jeg lavet en lille proteinbombe-cocktail.

Kyllingepølser, spejlæg, tomat og pandekager på æggehvider (100 gram), banan (60 gram) og affedtet kokosmel med fibre (15 gram). I alt cirka 36-38 gram protein og 400 kcal. Så bli'r man lige lidt mere klar til at kaste sig over dagens jobansøgning. Velbekomme!

Mental sundhed - "Jeg kan ikke-mentalitet"

Følgende scene udspillede sig for mine øjne i fitnesscentret den anden dag:

Et kærestepar kommer ind i udstrækningshjørnet. De skal lave nogle mave – og rygøvelser, kan jeg se. Han starter entusiastisk ud med at udfordre hende til at prøve forskellige øvelser. Hun glipper med øjnene, kigger halvt smilende på og ryster på hovedet. ’Det kan jeg ikke,’ griner hun. Samme proces gentager sig 2-3 gange.

Man kan se tandhjulene begynde at dreje inde i hovedet på ham. Og nu gætter jeg bare, men jeg tror, han tænker: ’jamen… HUN foreslog at vi skulle tage herned sammen… men hun vil ikke træne… det forstår jeg ikke…”

Han er dog en sød kæreste. Så han bliver ved med at foreslå ting. Og roser entusiastisk, når hun selv byder ind med noget. De får da lavet et par øvelser. Han med fuldt fokus, hun halvt grinende og uden at gøre sig umage.

Man kan se hans kropssprog ændre sig undervejs. Fra kærligt til forvirret til afvisende. Efter 10 minutter og adskillige forsøg på at engagere/hjælpe/motivere, der er blevet besvaret med ’dét kan jeg ikke’ har han tydeligvis opgivet den vrangvillige kæreste. De lægger redskaberne på plads. Hun ser lidt perpleks ud, da han haster ud mod omklædningsrummet. På vejen når jeg at overhøre, at hun spørger, om de skal ses næste dag. Han siger ’nej, jeg skal på arbejde’. Så spørger hun, om de skal gå ud og drikke kaffe. Han siger ’nej, jeg skal på arbejde’.

Frygt for fejl står i vejen

Jeg har selvfølgelig tolket en hel del tanker ind i ovenstående, men jeg tror nu ikke, jeg er helt galt på den. Jeg har nemlig selv været ligesom pigen. ’Jeg kan ikke’ var mit slogan, og jeg turde i hvert fald ikke prøve noget, jeg ikke var sikker på, jeg kunne. Min stakkels ekskæreste måtte trækkes med mig i rigtig mange timer, hvor jeg insisterede på manglende evner frem for bare at gøre. Heldigvis var han mere tålmodig end hovedpersonen oven for. Selv mine hysteriske anfald i squash-buret, når jeg ikke kunne finde ud af at ramme over linjen,  fandt han sig i. Kudos.

Nå, det, jeg mener er bare, at jeg kender godt det her med hellere at ville lade være end at risikere at fejle. Og det er der mange, der gør, har jeg lagt mærke til. Et par eksempler:

-       Til boksetime i fitnesscentret skulle vi varme op med en gang dødbold. Utroligt mange piger laver en struds, når de står over for den, der har bolden. Hænderne op foran hovedet i beskyttende positur og lukkede øjne. I stedet for at løbe væk eller bare gribe bolden. Total overgivelse og anerkendelse af, at man ikke kan.

-       Min mor, som jeg i øjeblikket træner med, starter alle nye øvelser med at sige ’nej, dét kan jeg ikke’… men hun kan jo sagtens. Det er som om det er en helgardering mod fiasko.

Det er ikke fordi jeg tror, man lige over night bliver i stand til at lægge sin manglende tro på egne atletiske evner væk. Indlægget her skal mere tjene som et wake-up call. For eksempel var jeg ikke klar over, at jeg var fuldstændig umedgørlig og en værre kylling, mens det stod på.

Min eneste anbefaling er egentlig at forsøge. Altid forsøge. For jo mere, man siger til sig selv, at man ikke kan, jo mindre kan man – tror jeg personligt. Og omvendt – jo mere, man forsøger, jo tættere kommer man på at kunne. Og vigtigere: jo flere gange man overskrider sin egen ’jeg kan ikke’-grænse, jo lettere bliver det at gøre det næste gang.

Hvordan knækker man frygten?

For mit vedkommende har det taget flere år at nå til et punkt, hvor jeg synes, det er fedt at prøve nye ting, både i sport og i livet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske at droppe en opgave, hvis jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal løse den. Men fordi jeg er bevidst om mine ’quitter-tendenser’ får de ikke lov at vinde.

Jeg har arbejdet bevidst med positiv tænkning og visualisering undervejs, og har også lært, at for mit vedkommende er kortsigtede mål vejen til træningsmæssig succes. Hele tiden små bekræftelser på, at jeg kan godt.

Hvis jeg skal ud og løbe rigtig hårde intervaller bruger jeg alle tre ting. Op til at jeg skal af sted sørger jeg for at sige til mig selv, at ’jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt’ og ’det bliver sjovt, det bliver sjovt, det bliver sjovt’. Det samme gjorde jeg, da jeg trænede til maraton, og det hjalp meget på den ellers slappe motivation for at komme ud at løbe en regnfuld søndag formiddag.

Når jeg først står på løbebåndet tænker jeg kortsigtet – ét interval ad gangen, i stedet for alle 10. Og mens jeg løber tænker jeg på, at jeg er færdig om lidt. Tæller ned og forestiller mig at være færdig. Det kan virke gakket, men jeg synes, det virker.

Positiv psykologi, som det, jeg nævner, er jo ellers vældig omdiskuteret, og mange synes, det er noget bøvl og bavl. Der findes dog seriøse forskere, der arbejder med det. Om du tror på, at man kan tænke sig gladere og mere selvtillidsfuld vil jeg lade dig om. Men hvis du er blevet nysgerrig kan du læse nogle forskeres svar på, hvorfor positiv psykologi er så omdiskuterether.

Mental sundhed - på dagpenge...

I dag er det næsten en måned siden, jeg var oppe og forsvare min bacheloropgave, og altså næsten en måned siden, jeg blev færdig med min uddannelse. Som i så mange andre fag har nyuddannede journalister svære kår i øjeblikket, og jeg er, som så mange andre nyuddannede journalister, sprunget direkte fra skolebænken og ind i dagpengesystemet. 

Selvfølgelig er det fantastisk, at der er mulighed for at blive forsørget, når man nu ikke får et job fra dag et. Men det betyder ikke, at det ikke er svært at bevare sit gode humør og sin sunde fornuft. Jeg synes, det er svært. Der er især tre udfordringer, som jeg også tror, andre i dagpengesystemet kender til:

1. Ikke at blive udfordret nok
2. At acceptere et system, der kræver at man gør ting, der virker meningsløse, og som tilsyneladende har som udgangspunkt, at man ikke har lyst til at finde et job
3. At balancere 'at blive ved tro på sig selv' med 'ikke at sætte næsen for højt op'

Udfordring nummer tre er nok den, jeg har det sværest med. Hvis man er typen, der altid har haft det let i skolesystemet, har fået de ønskede praktikpladser og de fritidsjobs, man har søgt, så er det altså svært at holde hovedet højt, når man pludselig er i en situation, hvor man ikke en gang bliver kaldt til samtale. 

Jeg ved godt, jeg er ung. Uerfaren. Har et kort CV. En klog ven sagde, at man skal lade være at tage det personligt. Men det ER jo personligt - i hvert fald, hvis ens profession er tæt forbundet med ens identitet, som det er tilfældet for mig. 

Jeg er god, jeg er god - men ikke god nok

Derfor indebærer hver eneste jobansøgning for mig følgende proces: 1) jeg finder alle mine fortrinligheder og måder, hvorpå jeg kan bidrage til den virksomhed eller organisation, der søger - og jeg skal virkelig tro på det, for ellers er jeg ikke i stand til at sælge mig selv i ansøgningen, 2) jeg når til et punkt, hvor jeg tænker 'det er saftsusemig en god ansøgning' og 3) jeg sender den og går i gang med at banke forventningerne helt ned under gulvet. For de får 300 ansøgninger, og jeg er nok den med mindst erfaring, både med at skrive ansøgninger og at være på arbejdsmarkedet. Det er fandme svært pludselig at være den ringest kvalificerede.

Hvis du har gennemskuet, hvordan man bevarer sit selvværd og troen på egne faglige evner, samtidig med at man IKKE får et job - så byd endelig ind. For det er en nød, jeg tror, det vil tage lidt tid at knække. Og som der nok er mange i en tilsvarende situation, der også slås med. 

Stor fan af struktur og lister - bl.a. træningsliste og deadlines

Find dine egne udfordringer

Jeg vil ikke skrive en roman om det svære ved ikke at have et arbejde (eller brokke mig over de meningsløse krav, for det gør jeg så rigeligt ude i virkeligheden) - I kan jo bare læse 'Dagpengeland'. I min branche er der heldigvis mulighed for at arbejde freelance, så det bruger jeg til at holde mig i gang. Men hvis jeg bare skulle sidde og vente på et job ville jeg nok gå kold. Fuldstændigt kold. For langt de fleste mennesker er det jo fundamentalt at beskæftige sig med noget, der udfordrer én og bringer en tilfredsstillelse. 

I min korte arbejdsløshedsperiode har jeg fået flere råd om, hvordan man undgår at falde i den fælde, hvor de manglende udfordringer ender med at gøre én stresset og semi-deprimeret. De svinger fra rimelig pseudo til rimelig gode. F.eks.:

• Lav en have-done liste i stedet for en to do-liste (tanken er vist, at man så kan se, man har lavet noget)
• Husk at nyde, at du ALDRIG får lige så meget tid til at gøre ting, du drømmer om, igen
• Acceptér vilkårene - lad være at lade dem gå dig på (easier said than done, no?)
• Husk at adskille arbejde (aka jobsøgning) og fritid - ellers bli'r det hele et stort blur af mangel på succes

Og så mine egne råd, som jeg tænker, skal holde mig kørende:

• Gør det til en udfordring at lære at forstå alle de regler, der er i a-kassen og jobcentret. Det er nogle stykker, skulle jeg hilse og sige. Især, hvis man vil arbejde ved siden af!
• Find en af de ting, du altid gerne har villet lære, og gå i gang (jeg vil for eksempel gerne i gang med at klatre)
• Træn! Og gør det hen mod et eller andet mål (for undertegnede bl.a. at løbe en hurtig 5'er og at lære at lave handstand push ups)
• Lav noget fagrelevant og tag i virksomhedspraktik, hvis du har mulighed for det. Hvis man selv er proaktiv i den sammenhæng slipper man vist også for meget af jobcentrenes tortur, har jeg hørt
• I samme boldgade: få en blog. Eventuelt en fagrelevant én. 

Vi skal nok finde et job alle sammen. Lige om lidt. Basta.