Mental sundhed - "Jeg kan ikke-mentalitet"

Følgende scene udspillede sig for mine øjne i fitnesscentret den anden dag:

Et kærestepar kommer ind i udstrækningshjørnet. De skal lave nogle mave – og rygøvelser, kan jeg se. Han starter entusiastisk ud med at udfordre hende til at prøve forskellige øvelser. Hun glipper med øjnene, kigger halvt smilende på og ryster på hovedet. ’Det kan jeg ikke,’ griner hun. Samme proces gentager sig 2-3 gange.

Man kan se tandhjulene begynde at dreje inde i hovedet på ham. Og nu gætter jeg bare, men jeg tror, han tænker: ’jamen… HUN foreslog at vi skulle tage herned sammen… men hun vil ikke træne… det forstår jeg ikke…”

Han er dog en sød kæreste. Så han bliver ved med at foreslå ting. Og roser entusiastisk, når hun selv byder ind med noget. De får da lavet et par øvelser. Han med fuldt fokus, hun halvt grinende og uden at gøre sig umage.

Man kan se hans kropssprog ændre sig undervejs. Fra kærligt til forvirret til afvisende. Efter 10 minutter og adskillige forsøg på at engagere/hjælpe/motivere, der er blevet besvaret med ’dét kan jeg ikke’ har han tydeligvis opgivet den vrangvillige kæreste. De lægger redskaberne på plads. Hun ser lidt perpleks ud, da han haster ud mod omklædningsrummet. På vejen når jeg at overhøre, at hun spørger, om de skal ses næste dag. Han siger ’nej, jeg skal på arbejde’. Så spørger hun, om de skal gå ud og drikke kaffe. Han siger ’nej, jeg skal på arbejde’.

Frygt for fejl står i vejen

Jeg har selvfølgelig tolket en hel del tanker ind i ovenstående, men jeg tror nu ikke, jeg er helt galt på den. Jeg har nemlig selv været ligesom pigen. ’Jeg kan ikke’ var mit slogan, og jeg turde i hvert fald ikke prøve noget, jeg ikke var sikker på, jeg kunne. Min stakkels ekskæreste måtte trækkes med mig i rigtig mange timer, hvor jeg insisterede på manglende evner frem for bare at gøre. Heldigvis var han mere tålmodig end hovedpersonen oven for. Selv mine hysteriske anfald i squash-buret, når jeg ikke kunne finde ud af at ramme over linjen,  fandt han sig i. Kudos.

Nå, det, jeg mener er bare, at jeg kender godt det her med hellere at ville lade være end at risikere at fejle. Og det er der mange, der gør, har jeg lagt mærke til. Et par eksempler:

-       Til boksetime i fitnesscentret skulle vi varme op med en gang dødbold. Utroligt mange piger laver en struds, når de står over for den, der har bolden. Hænderne op foran hovedet i beskyttende positur og lukkede øjne. I stedet for at løbe væk eller bare gribe bolden. Total overgivelse og anerkendelse af, at man ikke kan.

-       Min mor, som jeg i øjeblikket træner med, starter alle nye øvelser med at sige ’nej, dét kan jeg ikke’… men hun kan jo sagtens. Det er som om det er en helgardering mod fiasko.

Det er ikke fordi jeg tror, man lige over night bliver i stand til at lægge sin manglende tro på egne atletiske evner væk. Indlægget her skal mere tjene som et wake-up call. For eksempel var jeg ikke klar over, at jeg var fuldstændig umedgørlig og en værre kylling, mens det stod på.

Min eneste anbefaling er egentlig at forsøge. Altid forsøge. For jo mere, man siger til sig selv, at man ikke kan, jo mindre kan man – tror jeg personligt. Og omvendt – jo mere, man forsøger, jo tættere kommer man på at kunne. Og vigtigere: jo flere gange man overskrider sin egen ’jeg kan ikke’-grænse, jo lettere bliver det at gøre det næste gang.

Hvordan knækker man frygten?

For mit vedkommende har det taget flere år at nå til et punkt, hvor jeg synes, det er fedt at prøve nye ting, både i sport og i livet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske at droppe en opgave, hvis jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal løse den. Men fordi jeg er bevidst om mine ’quitter-tendenser’ får de ikke lov at vinde.

Jeg har arbejdet bevidst med positiv tænkning og visualisering undervejs, og har også lært, at for mit vedkommende er kortsigtede mål vejen til træningsmæssig succes. Hele tiden små bekræftelser på, at jeg kan godt.

Hvis jeg skal ud og løbe rigtig hårde intervaller bruger jeg alle tre ting. Op til at jeg skal af sted sørger jeg for at sige til mig selv, at ’jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt’ og ’det bliver sjovt, det bliver sjovt, det bliver sjovt’. Det samme gjorde jeg, da jeg trænede til maraton, og det hjalp meget på den ellers slappe motivation for at komme ud at løbe en regnfuld søndag formiddag.

Når jeg først står på løbebåndet tænker jeg kortsigtet – ét interval ad gangen, i stedet for alle 10. Og mens jeg løber tænker jeg på, at jeg er færdig om lidt. Tæller ned og forestiller mig at være færdig. Det kan virke gakket, men jeg synes, det virker.

Positiv psykologi, som det, jeg nævner, er jo ellers vældig omdiskuteret, og mange synes, det er noget bøvl og bavl. Der findes dog seriøse forskere, der arbejder med det. Om du tror på, at man kan tænke sig gladere og mere selvtillidsfuld vil jeg lade dig om. Men hvis du er blevet nysgerrig kan du læse nogle forskeres svar på, hvorfor positiv psykologi er så omdiskuterether.