Synd er synd og skam

I USA har de ligefrem eksperimenteret med en
 'synd-skat' på junkfood.

En ny undersøgelse viser, at danskerne lever sundt i hverdagen, men smider det hele overbord i weekenden, hvor både sukker, salt og fedtforbrug ryger over de anbefalede grænser. Politiken havde tre artikler om emnet, hvoraf én begyndte med sætningen "Danskerne er blevet en nation af weekend-syndere".

Artiklen handler delvis om de nye kostråd, der kommer snart, som skal forsøge at gøre op med vores forhold til mad som henholdsvis synd og... ja, hvad er det modsatte? Tilladt? Ubesmittet, rent, hvis vi skal blive i det bibelske sprog? Prisværdigt initiativ. Spørgsmålet er, om det nytter. 

Jeg tænker tit over, hvordan begrebet synd har sneget sig ind i vores madverden. En gang var mad, jo mere næringsrig, jo bedre, et privilegium. Så sneg overflod sig ind, og massemedier, og et sted på vejen blev visse ting, man kan putte i munden, syndige (misforstå mig ret). Hvis jeg var sociolog, ville jeg undersøge, hvornår og i hvilken kontekst, synd blev en del af det sprog, vi bruger omkring mad. 

Madpoler mødes
Heldigvis hjalp en hurtig googling mig lidt - faktisk sidder der en forsker på Syddansk Universitet, der har været så venlig at skrive en artikel om de to måder at tænke på mad, der er dominerende i det moderne samfund, og som med mine uvidenskabelige briller ligner ophavet til synd som noget, man kan spise.

Dorthe Brogård Kristensen, som forskeren hedder, taler om to 'madpoler':

"Mad som henholdsvis kulinarisk nydelse og et middel til at opnå en sund krop afspejler to diskurser, der har idehistoriske rødder. Ifølge sociologen Deborah Lupton og filosoffen Charles Taylor udtrykker de en karakteristisk modsigelse i det moderne subjekt (Lupton 1996: 151; Taylor 1989).  Den ene diskurs, som bygger på neo-stoicisme og lægger vægt på selv-kontrol og disciplin, kalder Lupton ‘rationalitetens etik’. Den anden kan relateres til romantikkens dyrkelse af følelsesmæssig udtryksfuldhed og engagement."

Rationalitetens etik er den diskurs, som jeg ser som madsyndens moder. 

"...forestillingerne om ”den gode mad” er snævert forbundet med sundhed og en slank krop og lysten til “dårlig” mad undertrykkes," skriver Dorthe Brogård Kristensen.

Den anden diskurs handler om behovet for nydelse og selvforkælelse, og giver sig for eksempel til kende som fredagsslik til børn og fredagsbøf-og-vin til voksne (tolker jeg). 

Hvorfor brug for synd?
Forskeren har spurgt en gruppe handlende i forskellige supermarkeder om deres forhold til mad, og heldigvis har de fleste et fornuftigt forhold, hvor de balancerer de to diskurser. Men en væsentlig gruppe, især unge kvinder (hvor overraskende, ahem), er meget styrede af den strenge diskurs, og går meget langt for at være 'sunde' og undgå at synde. En mindre gruppe har helt opgivet sundhed, og lader sig diktere af fristelserne.

Tankevækkende nok påpeger alle de adspurgte, at de har svært ved at navigere og gennemskue mad-markedet. Hvilket jo ikke overrasker. Og måske skal noget af forklaringen på 'synd' findes her. I et behov for kontrol. I følge artiklen lød budskabet i 80'erne allerede, at man bli'r hvad man spiser. Og forskerne spørger så retorisk, hvem er man, hvis man ikke ved, hvad man spiser? Ved at opdele mad i tilladt og synd får vi redskaber til at kategorisere nemt og effektivt. 

... ikke at jeg tror, det er så simpelt. Et overdrevent kropsfokus, en forfalden til en kendt forståelsesramme i en samfundssituation, hvor overvægt og inaktivitet er et stigende problem, perfektionisme, ansvarsfravigelse (fordi synd kræver en fristelse), den menneskelige viljes manglende vedholdenhed over længere 'distancer', overflod som kvalitetsmålestok og så videre og så videre og så... Så mange ting spiller ind. 

Synd, rens, repeat

Det, der står tilbage i min verden er, at synd er synd og skam. Jeg misunder dem, der ser mad som brændstof og intet andet, for som lidt af en Helse-Helle lander jeg nok temmelig tæt på kategorien af personer, der er stærkt styrede af 'sundhed'. Det ville være lettere bare at proppe noget i munden og komme videre, i stedet for de evindelige overvejelser om, hvor vidt dagen er til nydelse eller streng kontrol. Og den dårlige samvittighed, når førstnævnte er tilfældet. Og renselsesprocessen (den guddommelige tilgivelse, altså kampen for at genoprette den sunde balance i Gud, aka kroppen) med motion og forsagelse af sukker (i mindst et par dage).

Måske det bare handler om, at vi har brug for en undskyldning for ikke at være tæskehamrende rationelle, fordi vores samfund i så høj grad lægger vægt på det frie valg? Jeg ved det ikke. En psykolog sagde en gang til mig under et interview, at moderne hjerneforskning viser, at menneskehjernen ikke har en fri vilje - men vi har vetoret. Derfor kan vi undlade at synde i en periode, men instinkterne (famine and feast) og afhængigheder (hygge gennem munden og sukker) vinder til sidst.

De ikke-ideelle idealer - igen

Under alle omstændigheder, så synes jeg også, mad-synd vidner om, at sundhedsopfattelsen for rigtig mange hviler på idealer mere end af reel sundhed. Selviscenesættelse, om man vil. 

Og hvor efterlader det så en eventuel kamp mod 'synd' og kamp for et mere balanceret forhold til mad, som de nye kostråd måske vil bringe med sig? Jeg tror, det er an uphill struggle. Sproget skaber verden, og det kræver, vil jeg tro, en enorm bevidsthed at fjerne et så indgroet begreb som synd i mad-kontekst er blevet. Det er ærgerligt. Den sandeste kliché må være alt med måde - forsager man synden ender man uværgerligt med at falde så eftertrykkeligt for fristelsen, at de 5 dage med gode vaner er ligegyldige, lader det til. 

Med den salut vil jeg gruble videre over, hvordan jeg kan lodse synd ud af mit ordforråd og forhåbentlig også mit forhold til mad. Over en aftensmad, der selvfølgelig opfylder alle de eksisterende kostråd - det er jo ikke weekend.