Efter en lang stilhed er jeg tilbage. Jeg har ventet på at få nogle billeder fra mit race d. 27. april, så jeg kunne lave et fint blogindlæg. Det har så taget lidt længere end forventet. Med det sagt vil jeg komme til sagen.
Det er en mærkelig følelse at have overstået noget, man har trænet frem mod i fire måneder – jeg tør slet ikke tænke på, hvor underligt det må være for dem, der har brugt et år på at træne til f.eks. ironman.
Når noget har fyldt så meget i ens hoved og taget så meget af ens tid, så giver det altså en lille nedtur i dagene efter, hvor man pludselig ikke ’skal’ noget. For mig resulterede det i, at jeg kastede mig over styrketræning allerede mandag d. 28., og fik løbet eller løftet 5 ud af 7 dage i ugen efter mit race.
Det var nok lige i overkanten, for (formentlig) kombineret med effekten af travlhed på job betød det, at jeg måtte tage tre fridage efter en bentræning, fordi jeg simpelthen ikke kunne gå - kroppen sagde temmelig højlydt fra. Så det blev til en lille pause. Og så tog jeg på ferie, hvor den stod på tennis og fodbold med familien. Kun en enkelt løbetur og et enkelt styrkepas blev det til.
Nu er jeg hjemme igen, og så er det efterhånden tid til at finde ud af, hvad der nu skal ske. Skal formen udnyttes til endelig at få et maraton i skoene, eller skal jeg fokusere på at løfte tunge ting? Er det cyklen, der skal dominere? Eller skal jeg bare gøre, hvad jeg har lyst til? Det må jeg lige finde ud af.
Indtil da kommer her et par billeder fra Powerman Duathlon d. 27. april på Islands Brygge, hvor 10 kilometers løb, 120 kilometers cykling og 20 kilometers cykling var på programmet. Jeg havde lidt sommerfugle i maven, men glædede mig egentlig mest, da vi kørte fra Valby til Islands Brygge omkring klokken 7. På trods af - eller måske endda på grund af - min grundige forberedelse, havde jeg glemt én vigtig ting: at pumpe min cykel. Heldigvis fandt jeg én med samme Lezyne-pumpe, som jeg har derhjemme, og nerverne kunne falde lidt til ro.
Afsted på de første 10 kilometer. Jeg var lidt handicappet af, at mit ur ikke viste en stabil måling af tempo, og jeg derfor kun kunne stole på kilometer-tiderne, der tikkede ind langs Voldene på Christianshavn, hvor vi løb.
Så jeg lagde mig hurtigt bag en stabilt løbende herre, og der blev jeg. Man skal ikke undervurdere det mentale i at have en hare! PS. Det er min søde far, der ser til på begge billeder. Havde fornøjelsen af forældre, søskende, svigerinde, niece, nevø og ikke mindst kæreste i løbet af dagen. Heldige mig!
Skiftet gik fint - jeg har på intet tidspunkt haft som mål at skulle være hurtig. Jeg ville gerne igennem på omkring 7 timer (10 i snit på løb og 30 i snit på cykel), og på trods af et overanstrengt knæ og sygdom umiddelbart op til, så lykkedes det. Og jeg nød virkelig dagen, udnyttede mit overskud og sugede til mig - og så var der stadig overskud til at køre ud og hente god pizza til min søde familie, inden de kørte til Jylland, og at trisse ned til Paradis efter en stor is med min kæreste. Det allerbedste må have været, da der var 20 kilometer tilbage af cyklingen og jeg kunne se, jeg havde holdt tempoet og at jeg sgu ville lykkes med projektet. Et delmål var nemlig at have så meget overskud, at jeg kunne glæde mig til de sidste 20 kilometers løb... Dér gav jeg lige mig selv et mentalt håndtryk og vekslede et par ord med mig selv i stil med 'det går jo meget godt - lad os nu nyde det!'.
Første omgang på løbet gik som smurt, men jeg var noget fartblind og havde meget svært ved at holde tempoet nede. Jeg glemte for øvrigt mine solbriller i skiftezonen, men det fik min mor da ordnet, mens jeg var ude. Da jeg kom tilbage for at starte på anden omgang, havde hun haft speakeren Rasmus Henning til at løbe rundt inde i skiftezonen for at finde mine briller. Tak, mor!
Anden omgang gik ok - jeg fokuserede på at nyde turen, og fik småchattet lidt med nogle af de andre - mest om, hvad der skulle spises eller hældes i halsen bagefter. Benene begyndte at kunne mærkes, men det gik fint med at løbe. Rundt omkring begyndte mange at gå.
På vej ud på tredje omgang (10-15 km) med fantastisk selskab fra svigerinde og nevø, der løb med mig et godt stykke. Her begyndte det at stramme lidt til i min mave, der var godt træt af sukker i koncentreret form. Jeg kunne allerede på cyklen mærke, at forholdet af energi vs. vand skulle have været med lidt mere fokus på vand, men det var først hér, jeg kunne mærke det. Jeg holdt op med at indtage andet end vand ved depoterne, men sørgede til gengæld for at drikke to glas ved hvert depot - det gav også lige en lille gå-pause. Det var nu ikke for pulsens skyld, for den var som på en laaangsom restitutionsløbetur, men det var rart for systemet lige at få et øjebliks ro, kunne jeg mærke.
Og så var jeg pludselig i mål. De sidste fem kilometer blev med noget gang, for jeg fik ret heftige mavekramper. Ærgerligt, for benene var fine. Jeg lavede med et par kilometer tilbage en aftale med mig selv om at gå 100 meter og løbe 300, og sådan kom jeg lige så stille i mål med godt humør og en helt fantastisk dag på kontoen. Jeg havde ikke rigtig lyst til at stoppe, selvom depoterne var helt tomme til sidst.
Siger det her ikke bare alt??
