
Jeg har tidligere skrevet om, at man godt kan være rund og sund. Og nu viser det sig, at man måske nærmest SKAL være lidt rund for at være sund. I hvert fald taler nogle af Danmarks førende sundhedseksperter nu om, at vi skal revidere vores forståelse af idealvægt.
Bente Klarlund, som jeg jo ynder at henvise til, dedikerede en hel klumme til at slå fast, at forståelsen af den rette vægt, idealvægten, er under forandring.
Overvægtig, men rask? Behold dine kilo!"... fordi idealvægten for nylig er blevet sat til diskussion. Det synes rimeligt, at idealvægten beregnes med udgangspunkt i, hvad der er det optimale bmi i forhold til sandsynlighed for et langt liv med færrest sygdomme.En række store nye undersøgelser peger på, at den laveste dødelighed faktisk forekommer ved bmi-værdier tæt på overvægt."
Sådan skriver Klarlund som svar på spørgsmål fra en læser, der gerne vil vide, om hun bør tabe sig. Svaret er i hendes tilfælde nej. Og det vil det i langt de fleste tilfælde være, hvis man er overvægtig, men ellers rask.
I det blogindlæg jeg henviser til ovenfor teasede jeg lidt for en artikel, jeg selv skulle skrive om netop overvægt og vægttab. Artiklen blev til på baggrund af en gruppe danske forskere, der har lavet et såkaldt 'meta-studie', det vil sige en vægtet gennemgang af flere studier, der undersøger det samme.
Forskernes konklusion er, at overvægtige, der ikke har følgesygdomme som forhøjet kolesterol, blodsukker eller forhøjet blodtryk, IKKE bør have vægttab som mål - for det kapper en hel del år af deres levetid.
Flere studier peger i samme retning"...raske overvægtige, der taber sig, forøger deres risiko for at dø i tiden efter forsøgsperioden med 11 procent, sammenlignet med overvægtige, der holder vægten.»Det er foruroligende resultater, for vægttab bliver anbefalet til alle overvægtige, det vil sige halvdelen af Danmarks voksne befolkning,« siger Rasmus Køster-Rasmussen."
Forskerne fik kritik af andre forskere for deres metodevalg, men de står ikke alene med deres konklusioner. Cand.scient Morten Zacho, der driver hjemmesiden www.motion-online har på baggrund af den nyeste forskning i sammenhængen mellem langt, sundt liv og vægt lavet en beregner, der udregner idealvægt ud fra højde, køn og kropstype. I artiklen under beregneren har Zacho samlet de 'optimale' BMI-værdier fra en række studier, der har undersøgt sammenhængen mellem langt liv og vægt/overvægt.
Som det kan ses er det optimale BMI for kvinder, hvis man skal forsøge at opsummere, et sted mellem 21-22 og 25-26. Egentlig ikke de store overraskelser, bortset fra, at de lavere BMI-værdier er helt ude. Selvom undervægt først starter under 18,5 viser undersøgelserne her, at personer med BMI under cirka 20,5 dør tidligere.
"Man ved fra andre undersøgelser at dødeligheden er markant forhøjet ved BMI-værdier mellem 18,5 og 20. Det interval vi normalt betragter normalvægt inkluderer derfor personer der langt fra ligger på et optimalt BMI," skriver Morten Zacho.
Mændene derimod rager godt ud over BMI-grænserne med idealvægt der lander helt oppe omkring 23-28.
Der sker altså virkelig noget. BMI'et er tilsyneladende endelig blevet underkendt, efter at det i mange år er blevet kritiseret for at være unøjagtigt. Jeg synes, vi bevæger os mod et fokus, der er mere på reel sundhed og mindre på kilo-tyranni. Og det er jo herligt.
Men for at det rigtig kan slå igennem skal vi blive bedre til at skelne mellem tynd og sund, mellem samfundsskabte kropsidealer og kroppens 'egne' sundhedsidealer. Ikke noget, jeg selv er særligt god til. Men at videnskaben tillader os, ja ligefrem opfordrer os til at tænke mindre på kilo er en god begyndelse. Jeg vil desuden opfordre til at gå ind og beregne idealvægt ud fra Zachos beregner. Man bli'r overrasket:
For eksempel ligger min idealvægt i følge beregneren omkring 65 kilo (171 cm, kvinde, normal kropstype). Så meget har jeg aldrig vejet, og jeg vil faktisk helst veje cirka 58.
65 kilo ville give mig et BMI på 22,2 i modsætning til det nuværende, der er på 20,5 og ønske-BMI'et på 19,8 (v. 58 kilo).
Tankevækkende, når nu man tilsyneladende dør tidligere med lavt BMI!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar