lørdag den 5. januar 2013

Eksamen og angsten for det grønne bord

Da-da-da-duuuuum!
På onsdag klokken 11 skal jeg til mit foreløbig sidste møde med det grønne bord. Den dag har jeg nemlig min afsluttende eksamen på Journalisthøjskolen - forsvaret af min bacheloropgave. Januar er eksamensperiode for mange studerende, og jeg ved, at jeg er langt fra den eneste, der gruer.

I en artikel fra 14. januar 2011 på Videnskab.dk står der, at:
"En rundspørge blandt 1023 folkeskole- og gymnasieelever i 2009 afslørede, at hele 70 procent af pigerne mener, de bliver så nervøse inden eksamen, at det påvirker deres præstation. 38 procent af de adspurgte overvejede medicin inden eksamen."

Tallene er godt nok for folkeskole - og gymnasieelever, og jeg kan ikke sige, om de kan overføres til studerende på videregående uddannelser. Men en afsluttende opgave på et studium betyder trods alt en del mere end en gymnasie-eksamen, så mon ikke tallet også er højt for os 'voksne'? 
Og for øvrigt - der jo helt vilde tal! Selvom jeg bliver uforholdsmæssigt nervøs, har jeg aldrig overvejet betablokkere - jeg forestiller mig, at de måske nok hæmmer nervøsiteten, men også min præstationsevne. 

At undgå mental undtagelsestilstand

Men med min sidste eksamen faretruende tæt på har jeg alligevel tænkt meget over, hvad jeg kan gøre for at møde op i en mental tilstand, der ikke giver anledning til blackouts eller pludselige besvimelser. For mit vedkommende handler det i høj grad om, at jeg ingen idé har om niveauet af min opgave eller hvad vejleder og censor kan finde på at spørge ind til.

Jeg har skrevet min opgave i et fag, jeg kun har beskæftiget mig en smule med tidligere, og selvom jeg føler, at jeg har gjort mit allerbedste og arbejdet hårdt, så aner jeg ikke, om opgaven er til 00 eller 12.  

Usikkerhed er vel nøglefaktoren i eksamensangst, i hvert fald hvis man ellers har forberedt sig og gjort, hvad man kan. Derfor kan man lige så godt lære at acceptere den. Og så findes der heldigvis en del gode fif til at håndtere den, som Videnskab.dk har været så søde at samle op på.

Fra Detroit til det grønne bord

De fleste husker nok Eminem på scenen i 8 Mile, ude af stand til at få ord ud, mens publikum råber 'choke, choke', choke' højere og højere. Choking (kvælning) er også den psykologiske fagterm for at bukke under for presset og præstere dårligere, end der er grundlag for. Dét, der sker til eksamen, når den berygtede klap går ned. 

»Når man tænker for meget over, hvad man gør, fordi man er nervøs for at fejle, bliver man paralyseret af at analysere. Det sker, når vi forsøger at kontrollere hvert eneste aspekt af, hvad vi gør for at opnå succes. Desværre får det os til at reagere abrupt og forsinket i stedet for flydende og problemløst,« siger psykologen og choking-eksperten Sian Beilock i ovennævnte artikel på Videnskab.dk
Heldigvis kommer artiklen også med et bud på, hvad man kan gøre for at undgå choking. Det er noget så simpelt som at skrive bekymringerne ned umiddelbart inden eksamen. Blandt de testede elever (9. klasser) rapporterede dem, der havde skrevet om deres angst, mindre angst i den efterfølgende test-situation. Jo mere presset en test-situation, jo større var effekten af at skrive om angsten. Det råd vil jeg følge inden min eksamen - i stedet for at vandre ocd-agtigt frem og tilbage uden for lokalet (som jeg plejer). 

Forhåbninger og forventninger

Noget andet, jeg altid har haft svært ved at håndtere, er forventningerne til eksamen. I mange år arbejdede jeg bevidst med at sætte dem så langt ned, jeg kunne. Jeg sad på det nærmeste og visualiserede, at jeg fik 6. 

Men faktisk præsterer man bedst, hvis man tror på sig selv - det beretter Videnskab.dk i denne artikel. Resultaterne er dog baseret på den generelle selvopfattelse, men mon ikke den bliver påvirket, hvis man gør alt, hvad man kan for at få sig selv til at tro på, at noget vil gå dårligt?

Måske skal jeg i stedet for at nedsætte forventningerne eller tøjle forhåbningerne om en god karakter forsøge at forberede mig på, at jeg ikke ved, hvordan det går. Acceptere den der usikkerhed, jeg nævnte ovenfor... men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan gøre mit bedste for, at forhåbningerne får ret. 

I sportssammenhæng hjælper visualisering mig en del ('yes, nu løber jeg over målstregen'), og det samme kan formentlig gøre sig gældende for en eksamenssituation ('yes, det kører på skinner, jeg svarer rigtigt, de er imponerede'). Norske forskere anbefaler netop visualisering som nøglen til en god eksamen - frem for kun at forberede sig på pensum skal man forberede sig på selve situationen.

Vi er jo til eksamen hele tiden...

Min eneste frygt ved at forberede mig på, at det går godt er, at, well, det ikke går godt. For så ved jeg, at jeg bliver dobbelt så skuffet. Det må være et dilemma for den enkelte: vil du risikere at præstere dårligere fordi du har forberedt dig på det, eller vil du risikere at blive skuffet, fordi du har overbevist dig selv om, at det går godt? 

Under alle omstændigheder er eksamen noget, vi skal igennem - og selvom denne er min sidste ved det grønne bord (for nu), så er der eksamenslignende situationener en del af hverdagen. Jobsamtaler, lønforhandlinger, vigtige møder på jobbet... Så vi kan lige så godt lære at håndtere dem. Uden betablokkere.


Flere gode råd til eksamen Videnskab.dk
Endnu flere gode råd til eksamen (EMU)
Og endnu endnu flere gode råd (og links til videre læsning) til eksamen (SDU)

... google selv videre, og held og lykke, hvis du også skal forbi det grønne bord i den nærmeste fremtid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar