At stole på sig selv og turde afvige fra planen

8 dage.... 8 dage. 8 dage! 8 dage?!? Ja, der er 8 dage, som du måske har gættet, til noget. Vigtigt. Nemlig Powerman Denmark duathlon. 10 km løb, 120 km cykling og 20 km løb. Derfor ligger jeg her på min sofa og slapper af, i stedet for at være ude og skabe mig tosset en lørdag aften i påskeferien. Der er altså 8 dage til kulminationen på 4 måneders træning.

 Som jeg faktisk har formået at klare med rimelig struktur, fornuftig progression og rimeligt overskud - især nu, hvor kroppen er rigtigt vant til en træningsmængde på +10 timer om ugen. Den sidste måned har dog været langt fra som planlagt (eller optimal), og det har virkelig udfordret min tro på mig selv og mit kontrolfreak-gen, der har måtte finde sig i at 'go with the flow'...

Mit liv de sidste 4 måneder... sådan har det i hvert fald nogle gange føltes.

Oprindeligt havde jeg nemlig tænkt, at jeg skulle i gang med at cykle udendørs fra marts. Jeg tog da også et par ture på min gamle racer, men jeg blev små-syg hver gang, fordi jeg blev så gennemkold. Samtidig var jeg så heldig at blive kvindeambassadør for Specialized, og det indebar, at jeg satte mit eget cykelindkøb på standby, fordi jeg får stillet min fine Baby-Hulk, aka en Specialized Alias, til rådighed. Den fik jeg dog først sidst i marts, og der gik yderligere 1,5 uge, før den ramte København. 

Fuck, intet går som planlagt...
Så udendørscykelsæsonen startede for mit vedkommende 23 dage før race, d. 4. april. Med 210 km cykling fra onsdag til søndag og et overanstrengt knæ på grund af dårlige pedaler (gaaamle Delta) og skæve klamper. Og så var det pludselig ro og korte ture, fys-behandling og tjek hos en idrætslæge. Heldigvis er jeg nu, efter cykelture på hhv. 30-40-50-75 og idag 100 km, og et bikefit hos Byman Cykler, der indebar nye pedaler (Keo) og ordentligt indstillede klamper, fit for fight igen.

Mit meget fornuftige program med 2 ugers reel nedtrapning blev lige overtrumfet af en cykel, der kom sent og et knæ, der lavede ballade. Derfor bliver det kun de sidste 7 dage, der bliver nedtrapning.  Jeg vælger dog at stole på, at min krop er så vant til at løb og cykling, at det nok skal gå. Det er trods alt efterhånden 5 års kontinuerlig løbetræning og 3 års ditto cykling, der sidder i benene. Hvis jeg får nok energi indenbords og undgår at få mavekramper på det sidste løb, burde jeg kunne kæmpe mig igennem uanset hvad. Men det er sgu ikke nemt at vælge at stole på sig selv og stå fast på, at det nogle gange er bedst at fravige planen. De fleste, der træner, kender nok en kusine til den følelse: man kan mærke, man burde tage en hviledag, men samvittigheden er ikke glad for det.

Heldigvis er jeg kommet så langt, at jeg kan overtrumfe samvittighed og OCD-gen og stå fast: både når jeg må lytte til kroppen og holde en fridag, eller når jeg er nødt til at fravige min plan, fordi omstændighederne kræver det. 
Det handler jo nok grundlæggende om selvværd: at tro på, at man er i stand til at træffe de bedste beslutninger for én selv. For mig har det været en rejse; fra ikke at turde prøve noget, jeg ikke var god til, til om 8 dage at teste, om jeg kan bevare troen på mig selv og blive ved, når jeg løber på 8. time, måske med mavekramper, helt sikkert med tomme glykogenlagre og sten-tunge ben. Det er i virkeligheden det vigtigste ved næste søndag - for kan jeg det, så er jeg kommet langt!

Nå. De næste 7 dage er nedtrapning, korte ture og ro til kroppen. Rute-rekognoscering på cykel mandag+ en lille løbetur, fri tirsdag, en kort cykeltur onsdag, en lille løbetur torsdag, fri fredag, en lille løbetur lørdag og søndag er RACEDAY. Kryds fingre for mig - jeg skal bare igennem, mere beder jeg slet ikke om. (Jo, måske en vindstille dag. Please, vejrgud?)

Cykling - det skal da gøre ondt, ikk'?

Jens Voigt - den sejeste cykelrytter, der er kendt for udtalelsen 'Shut up legs'. At overkomme lidelse er Jens' største talent, kan man vist roligt sige.

Jeg troede i lang tid, at smerte var en indbygget del af cykling. Måske ikke så mærkeligt, når man tænker på den fortælling, der nærmest er indbygget i professionel cykelsport: At overkomme lidelsen, smerten, kampen mod mælkesyren.

Derfor tog jeg det som en selvfølge, da jeg fik min første cykel, og efter de første ture hverken kunne stå eller gå på grund af smerter i understellet. Jeg tænkte, det nok var et spørgsmål om tilvænning. Efter nogle måneder, hvor intet skete, og jeg helt mistede cykellysten, fik jeg dog den lyse idé at google, om der var særlige dame-sadler. Og det var der sørme. Mange, endda. Og masser af blogindlæg og kommentarer om, hvordan det at skifte fra en herresadel til en damesadel havde givet folk større cykelglæde og bedre resultater.

Så jeg købte en klassiker: Selle Italia Ldy. Godt polstret og med hul i midten. Cykling blev pludselig rart, hvis man så bort fra de andre permanente smerter i ryg og nakke. Men de skulle helt sikkert være der, tænkte jeg - for cykling handler jo om lidelse. 

Det skal IKKE gøre ondt!
Hele fortællingen om cykler og smerte var en af de ting, jeg bragte op, da vi var på besøg hos Specializeds danske hovedkvarter i Skanderborg. Det var en fortælling, alle kendte - men også en, de dygtige undervisere var hurtige til at skyde ned. De havde mødt den ofte, både hos proffer og amatører, men påstod, at med det rigtige fit, så slap man altså for smerter. Det måtte jo komme an på en prøve... og efter at have fået fittet min cykel ved jeg, at de har ret. Nakkesmerterne er stort set væk, og når jeg kører på min Ruby-sadel (også en damemodel, dog uden polstring), mærker jeg intet til den.

Igår cyklede jeg med en bekendt, der netop har fået en ny cykel - en herremodel (og hun er en dame). Og hun har smerter præcis samme steder, som jeg havde på min gamle cykel, der også var en herremodel. Det var tydeligt, at cyklen var for lang til hende - så forhåbentlig kan en kortere frempind og måske en damesadel hjælpe hende lidt. 

Sidder du også og har ondt i lænd, nakke, skuldre og bagdel, så vil jeg anbefale dig at få kigget på dine indstillinger af en prof - for jeg lover, at cykling bliver 1000 gange sjovere, når det ikke gør nas hele tiden.

Av, min r*v...!
Når det så er sagt... så kan man sgu godt få ondt, selvom alting er fittet. Det måtte jeg sande tidligere på ugen, da jeg havde fået lavet tri-fit på min cykel, hvilket inkluderede et skift af sadlen fra Ruby til Sitero (en særlig tri-sadel). Jeg måtte straks ud og prøve, og fandt min gamle tri-dragt frem for at tjekke, om jeg kunne holde ud at køre med så tynd en pude. 

            

 + = AAAV!

Afsted kom jeg, og ned i bøjlen kom jeg også, for det var helt umuligt at sidde almindeligt på Sitero. Den er klart lavet til tri-kørsel! I den position er den til gengæld utroligt komfortabel, fordi der er et bredere stykke at hvile på, så trykket på den forreste del af underlivet bliver fordelt på et større område. 

Men efter 15-20 km må jeg indrømme, at jeg ikke var så glad... nærmest på kanten af tårer. Det gjorde helt hjernedødt ondt at sidde i sadlen, og turen hjem virkede uoverkommelig. Hjem kom jeg dog, og på et tidspunkt gik det op for mig, hvorfor det gjorde så ondt. Jeg sad nemlig slet ikke på puden, men lige udenfor, på syningen. Så mit i forvejen ret spidse haleben havde en hård syning mellem sig selv og en stenhård sadel. Ahaaa! Suddenly it all made sense. Sitero får lige en chance mere - med nogle bukser, der passer.

Om valg og fravalg på ved mod et mål

Hang in there - it's almost over. 27. april går det løs på Islands Brygge...

”Det eneste tidspunkt, du ikke er træt, er klokken 6 om morgenen,” sagde min kæreste i går. Smil om munden og glimt i øjet, bevares, men påstanden er langt fra usand. Jeg er a-menneske og tænder som en pære om morgenen. Til gengæld går jeg også ud næsten på klokkeslæt om aftenen: klokken cirka 21, når der puttes i sofaen, må selv samme kæreste som oftest prikke mig i siden og spørge ’sover du?’, hvilket jeg selvfølgelig benægter med en MEGET vågen stemme. Ti minutter efter vågner jeg igen (ja, gu’ sov jeg), fordi han prikker mig igen og sender mig ud for at børste tænder.

Tag ovenstående og smør det ud over samtlige ugens dage… not a very funny girlfriend.

For jeg er træt, og jeg er tit træt. Det skyldes selvfølgelig, at jeg har øget træningsmængden jævnt siden 1. januar for at kunne deltage i Powerman Duathlon (10-120-20) d. 27. april. Jeg topper med 11-13 timer de næste to uger (om kroppen vil – mere om det en anden dag), og selvom jeg tydeligt kan mærke, at jeg er blevet meget stærkere i selve træningen, betaler jeg prisen i resten af i min vågne tid. ’Zzzzzzz’ hænger semi-permanent som en tankeboble i luften over mig, jeg falder 100 % sikkert i søvn fra tv-serier om aftenen og seriøse samtaler bør foretages før klokken 20.

Åh, spontanitet - du er savnet

For slet ikke at tale om det der ’sociale liv’. Ud over træningen er der jo også et job at passe… så tiden går, og aftaler med venner på hverdagsaftener, ja, det sker bare ikke rigtig. I’m too tired. Og fredag-lørdag handler aftaler tit om øl, og dem drikker jeg ikke rigtig lige nu – nytårsaften var sidste gang, jeg lod beruselse overmande mig. Så det bli’r sgu lidt udfordrende at holde fast i at være et socialt væsen. Men det er jo et valg, jeg har truffet.

Når man nu vælger at ville igennem 7-8 timers løb-cykling-løb, og desuden gerne vil ha’ en god oplevelse, så må man være villig til at vælge fra. Og jeg savner egentlig ikke øllene så meget. Men jeg savner at kunne sige ja, når der bliver foreslået spontan bytur, at kunne tage en fredagsøl med kollegerne og især savner jeg at kunne holde mig vågen om aftenen og faktisk nyde at slappe af (vågen) med min søde kæreste i stedet for bare at besvime. Heldigvis er der kun tre uger til race – ja, faktisk har jeg i dag om tre uger, hvis alt går vel, virkelig ondt i hele kroppen og en følelse af tilfredshed i hovedet. Og så skal jeg nok ha’ en øl eller tre i godt selskab weekenden efter! 

Men hvad er pointen? 

Jo... fravalg er nødvendige, for ellers går man helt kold, ned eller ud, når man både har et krævende arbejdsliv og en krævende fritid. Og at fravalg er ok - selvom det ikke ser sådan ud, når man følger med på forskellige blogs, instagrams eller Facebook-profiler, hvor alle kan alt på den halve tid. Måske er det endda sundt at lære at øve sig i at sige fra med et projekt som Powerman. Jeg bliver helt sikkert bedre til at høre efter, hvad jeg egentlig har lyst til i processen - og efterhånden også mindre præget af, hvad jeg tror andre tænker om det, når jeg igen melder afbud til en fest. Mon ikke det er meget sundt...?