Om valg og fravalg på ved mod et mål

Hang in there - it's almost over. 27. april går det løs på Islands Brygge...

”Det eneste tidspunkt, du ikke er træt, er klokken 6 om morgenen,” sagde min kæreste i går. Smil om munden og glimt i øjet, bevares, men påstanden er langt fra usand. Jeg er a-menneske og tænder som en pære om morgenen. Til gengæld går jeg også ud næsten på klokkeslæt om aftenen: klokken cirka 21, når der puttes i sofaen, må selv samme kæreste som oftest prikke mig i siden og spørge ’sover du?’, hvilket jeg selvfølgelig benægter med en MEGET vågen stemme. Ti minutter efter vågner jeg igen (ja, gu’ sov jeg), fordi han prikker mig igen og sender mig ud for at børste tænder.

Tag ovenstående og smør det ud over samtlige ugens dage… not a very funny girlfriend.

For jeg er træt, og jeg er tit træt. Det skyldes selvfølgelig, at jeg har øget træningsmængden jævnt siden 1. januar for at kunne deltage i Powerman Duathlon (10-120-20) d. 27. april. Jeg topper med 11-13 timer de næste to uger (om kroppen vil – mere om det en anden dag), og selvom jeg tydeligt kan mærke, at jeg er blevet meget stærkere i selve træningen, betaler jeg prisen i resten af i min vågne tid. ’Zzzzzzz’ hænger semi-permanent som en tankeboble i luften over mig, jeg falder 100 % sikkert i søvn fra tv-serier om aftenen og seriøse samtaler bør foretages før klokken 20.

Åh, spontanitet - du er savnet

For slet ikke at tale om det der ’sociale liv’. Ud over træningen er der jo også et job at passe… så tiden går, og aftaler med venner på hverdagsaftener, ja, det sker bare ikke rigtig. I’m too tired. Og fredag-lørdag handler aftaler tit om øl, og dem drikker jeg ikke rigtig lige nu – nytårsaften var sidste gang, jeg lod beruselse overmande mig. Så det bli’r sgu lidt udfordrende at holde fast i at være et socialt væsen. Men det er jo et valg, jeg har truffet.

Når man nu vælger at ville igennem 7-8 timers løb-cykling-løb, og desuden gerne vil ha’ en god oplevelse, så må man være villig til at vælge fra. Og jeg savner egentlig ikke øllene så meget. Men jeg savner at kunne sige ja, når der bliver foreslået spontan bytur, at kunne tage en fredagsøl med kollegerne og især savner jeg at kunne holde mig vågen om aftenen og faktisk nyde at slappe af (vågen) med min søde kæreste i stedet for bare at besvime. Heldigvis er der kun tre uger til race – ja, faktisk har jeg i dag om tre uger, hvis alt går vel, virkelig ondt i hele kroppen og en følelse af tilfredshed i hovedet. Og så skal jeg nok ha’ en øl eller tre i godt selskab weekenden efter! 

Men hvad er pointen? 

Jo... fravalg er nødvendige, for ellers går man helt kold, ned eller ud, når man både har et krævende arbejdsliv og en krævende fritid. Og at fravalg er ok - selvom det ikke ser sådan ud, når man følger med på forskellige blogs, instagrams eller Facebook-profiler, hvor alle kan alt på den halve tid. Måske er det endda sundt at lære at øve sig i at sige fra med et projekt som Powerman. Jeg bliver helt sikkert bedre til at høre efter, hvad jeg egentlig har lyst til i processen - og efterhånden også mindre præget af, hvad jeg tror andre tænker om det, når jeg igen melder afbud til en fest. Mon ikke det er meget sundt...?