Cykling - det skal da gøre ondt, ikk'?

Jens Voigt - den sejeste cykelrytter, der er kendt for udtalelsen 'Shut up legs'. At overkomme lidelse er Jens' største talent, kan man vist roligt sige.

Jeg troede i lang tid, at smerte var en indbygget del af cykling. Måske ikke så mærkeligt, når man tænker på den fortælling, der nærmest er indbygget i professionel cykelsport: At overkomme lidelsen, smerten, kampen mod mælkesyren.

Derfor tog jeg det som en selvfølge, da jeg fik min første cykel, og efter de første ture hverken kunne stå eller gå på grund af smerter i understellet. Jeg tænkte, det nok var et spørgsmål om tilvænning. Efter nogle måneder, hvor intet skete, og jeg helt mistede cykellysten, fik jeg dog den lyse idé at google, om der var særlige dame-sadler. Og det var der sørme. Mange, endda. Og masser af blogindlæg og kommentarer om, hvordan det at skifte fra en herresadel til en damesadel havde givet folk større cykelglæde og bedre resultater.

Så jeg købte en klassiker: Selle Italia Ldy. Godt polstret og med hul i midten. Cykling blev pludselig rart, hvis man så bort fra de andre permanente smerter i ryg og nakke. Men de skulle helt sikkert være der, tænkte jeg - for cykling handler jo om lidelse. 

Det skal IKKE gøre ondt!
Hele fortællingen om cykler og smerte var en af de ting, jeg bragte op, da vi var på besøg hos Specializeds danske hovedkvarter i Skanderborg. Det var en fortælling, alle kendte - men også en, de dygtige undervisere var hurtige til at skyde ned. De havde mødt den ofte, både hos proffer og amatører, men påstod, at med det rigtige fit, så slap man altså for smerter. Det måtte jo komme an på en prøve... og efter at have fået fittet min cykel ved jeg, at de har ret. Nakkesmerterne er stort set væk, og når jeg kører på min Ruby-sadel (også en damemodel, dog uden polstring), mærker jeg intet til den.

Igår cyklede jeg med en bekendt, der netop har fået en ny cykel - en herremodel (og hun er en dame). Og hun har smerter præcis samme steder, som jeg havde på min gamle cykel, der også var en herremodel. Det var tydeligt, at cyklen var for lang til hende - så forhåbentlig kan en kortere frempind og måske en damesadel hjælpe hende lidt. 

Sidder du også og har ondt i lænd, nakke, skuldre og bagdel, så vil jeg anbefale dig at få kigget på dine indstillinger af en prof - for jeg lover, at cykling bliver 1000 gange sjovere, når det ikke gør nas hele tiden.

Av, min r*v...!
Når det så er sagt... så kan man sgu godt få ondt, selvom alting er fittet. Det måtte jeg sande tidligere på ugen, da jeg havde fået lavet tri-fit på min cykel, hvilket inkluderede et skift af sadlen fra Ruby til Sitero (en særlig tri-sadel). Jeg måtte straks ud og prøve, og fandt min gamle tri-dragt frem for at tjekke, om jeg kunne holde ud at køre med så tynd en pude. 

            

 + = AAAV!

Afsted kom jeg, og ned i bøjlen kom jeg også, for det var helt umuligt at sidde almindeligt på Sitero. Den er klart lavet til tri-kørsel! I den position er den til gengæld utroligt komfortabel, fordi der er et bredere stykke at hvile på, så trykket på den forreste del af underlivet bliver fordelt på et større område. 

Men efter 15-20 km må jeg indrømme, at jeg ikke var så glad... nærmest på kanten af tårer. Det gjorde helt hjernedødt ondt at sidde i sadlen, og turen hjem virkede uoverkommelig. Hjem kom jeg dog, og på et tidspunkt gik det op for mig, hvorfor det gjorde så ondt. Jeg sad nemlig slet ikke på puden, men lige udenfor, på syningen. Så mit i forvejen ret spidse haleben havde en hård syning mellem sig selv og en stenhård sadel. Ahaaa! Suddenly it all made sense. Sitero får lige en chance mere - med nogle bukser, der passer.