Træning med kæresten - sjovt, men svært

At træne med kæresten kan godt være svært og skabe en del misforståelser. Måske især, hvis der er stor niveauforskel. 
Cykling er nok en nemmere sport at følges ad i end løb, fordi muligheden for at ligge på hjul gør to på forskellige niveauer i stand til at køre sammen. Men det er selvfølgelig ikke så hyggeligt at ligge omme bagved og halse efter.

Vil man gerne køre sammen, men også have effektiv træning for begge parter, kan intervaller være en god løsning. Så kan den 'stærke' part blot vende om og rulle tilbage mod partneren, når intervallet er overstået, og imellem intervallerne kan man rulle stille og roligt sammen. 

Uanset, hvordan man vælger at træne sammen tror jeg, det kræver, at man lige får forventningsafstemt. Ellers bliver det let til en dårlig oplevelse, hvor den ene part føler sig hæmmet og den anden føler sig løbet over ende. 

Så sørg for at:

1. Aftale, hvad det er for en type tur, I skal ud på, og hvad I hver især gerne vil have ud af den. Vil den ene rulle og den anden køre hårde intervaller, skal I måske ikke følges dén dag.
2. Aftale 'spillereglerne', for eksempel at den 'svage' part selv skal sige fra, hvis det går for hurtigt eller er for hårdt - så risikerer den 'stærke' ikke lige pludselig at blive klandret for ikke at tage hensyn.
3. Aftale, om der må gives gode råd til løbe/kørestil o.a. - så undgår man, at nogen føler sig trådt over tæerne.
4. Nyde hinandens selskab og huske at tage hensyn, både til hinandens niveau og følelser :-)

God træning!

Når der må prioriteres...

Jeg er midt i en spændende proces, hvor jeg går fra almindelig lønnet medarbejder til selvstændig - det vil sige freelancer. Og det kræver riiigtig meget energi, for pt. passer jeg to jobs - derfor bliver min træning også den mindst tidskrævende, nemlig intervalløbeture, og så den styrketræning, der giver mig dejlig ro i sindet og kroppen, så travlheden ikke æder min søvn. 

Og (også) derfor er jeg nok temmelig stille indtil juli, hvor jeg har lovet mig selv lidt ferie. Men nu må vi se. Det der med at sige nej, det er jo pænt svært...

Træning: Hvor meget er nok?

Det er sgu da ikke helt nemt at få sådan en sadel til at sidde - slet ikke, når det viser sig, at gulvet er skævt!

Endelig hjemme og tilbage i rutinen. Min dejlige Specialized Alias, aka Baby-Hulken, aka Lillefis (kær carbon, mange navne) blev luftet på en kort tur i dag for første gang efter Powerman. Skal lige finde lysten til at cykle igen. Har dog fået indstillet min noget mere komfortable Ruby-sadel nu, og det hjælper gevaldigt ikke at få hudafskrabninger og blodansamlinger på cykelturene.

I morges kom jeg til at tænke over noget. At det er fjollet, at jeg har det skidt med, at jeg 'kun' har: 

• løbet tre ture á 8, 6 og 9 kilometer denne uge
• styrketrænet 4 gange (som jeg havde planlagt, jævnfør mit 2-split program)
• cyklet en lillebitte tur

Det er jo et spørgsmål om, hvad man er vant til, når man diskuterer med sig selv, hvad der er nok. Og med 1,5-2 timers træning 6 dage om ugen i en lang periode, 40 kilometers løb om ugen og et par hundrede kilometer på cyklen, så er det klart, at det føles som 'lidt'. Men derfor er det jo ikke 'kun'. For jeg har valgt ikke at bruge al min fokus på træning lige nu. I stedet får jeg set venner, jeg har forsømt, drukket øl, der ikke var plads til i kalenderen før og arbejdet igennem. 

Så selvom jeg godt ved, det er helt legalt ikke at bruge 10-12 timer på træning, er det svært at omstille sin hjerne... kender I det?

Nå. Nu vil jeg gå ned og stemme, støvsuge, arbejde lidt og hænge noget tøj op. Rocking sunday night, tøhø...

Powerman 2014: Det var så det mål...

Efter en lang stilhed er jeg tilbage. Jeg har ventet på at få nogle billeder fra mit race d. 27. april, så jeg kunne lave et fint blogindlæg. Det har så taget lidt længere end forventet. Med det sagt vil jeg komme til sagen.

Det er en mærkelig følelse at have overstået noget, man har trænet frem mod i fire måneder – jeg tør slet ikke tænke på, hvor underligt det må være for dem, der har brugt et år på at træne til f.eks. ironman. 

Når noget har fyldt så meget i ens hoved og taget så meget af ens tid, så giver det altså en lille nedtur i dagene efter, hvor man pludselig ikke ’skal’ noget. For mig resulterede det i, at jeg kastede mig over styrketræning allerede mandag d. 28., og fik løbet eller løftet 5 ud af 7 dage i ugen efter mit race. 

Det var nok lige i overkanten, for (formentlig) kombineret med effekten af travlhed på job betød det, at jeg måtte tage tre fridage efter en bentræning, fordi jeg simpelthen ikke kunne gå - kroppen sagde temmelig højlydt fra. Så det blev til en lille pause. Og så tog jeg på ferie, hvor den stod på tennis og fodbold med familien. Kun en enkelt løbetur og et enkelt styrkepas blev det til.

Nu er jeg hjemme igen, og så er det efterhånden tid til at finde ud af, hvad der nu skal ske. Skal formen udnyttes til endelig at få et maraton i skoene, eller skal jeg fokusere på at løfte tunge ting? Er det cyklen, der skal dominere? Eller skal jeg bare gøre, hvad jeg har lyst til? Det må jeg lige finde ud af. 

Indtil da kommer her et par billeder fra Powerman Duathlon d. 27. april på Islands Brygge, hvor 10 kilometers løb, 120 kilometers cykling og 20 kilometers cykling var på programmet. Jeg havde lidt sommerfugle i maven, men glædede mig egentlig mest, da vi kørte fra Valby til Islands Brygge omkring klokken 7. På trods af - eller måske endda på grund af - min grundige forberedelse, havde jeg glemt én vigtig ting: at pumpe min  cykel. Heldigvis fandt jeg én med samme Lezyne-pumpe, som jeg har derhjemme, og nerverne kunne falde lidt til ro.

 

Afsted på de første 10 kilometer. Jeg var lidt handicappet af, at mit ur ikke viste en stabil måling af tempo, og jeg derfor kun kunne stole på kilometer-tiderne, der tikkede ind langs Voldene på Christianshavn, hvor vi løb. 

Så jeg lagde mig hurtigt bag en stabilt løbende herre, og der blev jeg. Man skal ikke undervurdere det mentale i at have en hare! PS. Det er min søde far, der ser til på begge billeder. Havde fornøjelsen af forældre, søskende, svigerinde, niece, nevø og ikke mindst kæreste i løbet af dagen. Heldige mig!

Skiftet gik fint - jeg har på intet tidspunkt haft som mål at skulle være hurtig. Jeg ville gerne igennem på omkring 7 timer (10 i snit på løb og 30 i snit på cykel), og på trods af et overanstrengt knæ og sygdom umiddelbart op til, så lykkedes det. Og jeg nød virkelig dagen, udnyttede mit overskud og sugede til mig - og så var der stadig overskud til at køre ud og hente god pizza til min søde familie, inden de kørte til Jylland, og at trisse ned til Paradis efter en stor is med min kæreste. Det allerbedste må have været, da der var 20 kilometer tilbage af cyklingen og jeg kunne se, jeg havde holdt tempoet og at jeg sgu ville lykkes med projektet. Et delmål var nemlig at have så meget overskud, at jeg kunne glæde mig til de sidste 20 kilometers løb... Dér gav jeg lige mig selv et mentalt håndtryk og vekslede et par ord med mig selv i stil med 'det går jo meget godt - lad os nu nyde det!'.

Første omgang på løbet gik som smurt, men jeg var noget fartblind og havde meget svært ved at holde tempoet nede. Jeg glemte for øvrigt mine solbriller i skiftezonen, men det fik min mor da ordnet, mens jeg var ude. Da jeg kom tilbage for at starte på anden omgang, havde hun haft speakeren Rasmus Henning til at løbe rundt inde i skiftezonen for at finde mine briller. Tak, mor!

Anden omgang gik ok - jeg fokuserede på at nyde turen, og fik småchattet lidt med nogle af de andre - mest om, hvad der skulle spises eller hældes i halsen bagefter. Benene begyndte at kunne mærkes, men det gik fint med at løbe. Rundt omkring begyndte mange at gå.

På vej ud på tredje omgang (10-15 km) med fantastisk selskab fra svigerinde og nevø, der løb med mig et godt stykke. Her begyndte det at stramme lidt til i min mave, der var godt træt af sukker i koncentreret form. Jeg kunne allerede på cyklen mærke, at forholdet af energi vs. vand skulle have været med lidt mere fokus på vand, men det var først hér, jeg kunne mærke det. Jeg holdt op med at indtage andet end vand ved depoterne, men sørgede til gengæld for at drikke to glas ved hvert depot - det gav også lige en lille gå-pause. Det var nu ikke for pulsens skyld, for den var som på en laaangsom restitutionsløbetur, men det var rart for systemet lige at få et øjebliks ro, kunne jeg mærke. 

Og så var jeg pludselig i mål. De sidste fem kilometer blev med noget gang, for jeg fik ret heftige mavekramper. Ærgerligt, for benene var fine. Jeg lavede med et par kilometer tilbage en aftale med mig selv om at gå 100 meter og løbe 300, og sådan kom jeg lige så stille i mål med godt humør og en helt fantastisk dag på kontoen. Jeg havde ikke rigtig lyst til at stoppe, selvom depoterne var helt tomme til sidst.

Siger det her ikke bare alt??

At stole på sig selv og turde afvige fra planen

8 dage.... 8 dage. 8 dage! 8 dage?!? Ja, der er 8 dage, som du måske har gættet, til noget. Vigtigt. Nemlig Powerman Denmark duathlon. 10 km løb, 120 km cykling og 20 km løb. Derfor ligger jeg her på min sofa og slapper af, i stedet for at være ude og skabe mig tosset en lørdag aften i påskeferien. Der er altså 8 dage til kulminationen på 4 måneders træning.

 Som jeg faktisk har formået at klare med rimelig struktur, fornuftig progression og rimeligt overskud - især nu, hvor kroppen er rigtigt vant til en træningsmængde på +10 timer om ugen. Den sidste måned har dog været langt fra som planlagt (eller optimal), og det har virkelig udfordret min tro på mig selv og mit kontrolfreak-gen, der har måtte finde sig i at 'go with the flow'...

Mit liv de sidste 4 måneder... sådan har det i hvert fald nogle gange føltes.

Oprindeligt havde jeg nemlig tænkt, at jeg skulle i gang med at cykle udendørs fra marts. Jeg tog da også et par ture på min gamle racer, men jeg blev små-syg hver gang, fordi jeg blev så gennemkold. Samtidig var jeg så heldig at blive kvindeambassadør for Specialized, og det indebar, at jeg satte mit eget cykelindkøb på standby, fordi jeg får stillet min fine Baby-Hulk, aka en Specialized Alias, til rådighed. Den fik jeg dog først sidst i marts, og der gik yderligere 1,5 uge, før den ramte København. 

Fuck, intet går som planlagt...
Så udendørscykelsæsonen startede for mit vedkommende 23 dage før race, d. 4. april. Med 210 km cykling fra onsdag til søndag og et overanstrengt knæ på grund af dårlige pedaler (gaaamle Delta) og skæve klamper. Og så var det pludselig ro og korte ture, fys-behandling og tjek hos en idrætslæge. Heldigvis er jeg nu, efter cykelture på hhv. 30-40-50-75 og idag 100 km, og et bikefit hos Byman Cykler, der indebar nye pedaler (Keo) og ordentligt indstillede klamper, fit for fight igen.

Mit meget fornuftige program med 2 ugers reel nedtrapning blev lige overtrumfet af en cykel, der kom sent og et knæ, der lavede ballade. Derfor bliver det kun de sidste 7 dage, der bliver nedtrapning.  Jeg vælger dog at stole på, at min krop er så vant til at løb og cykling, at det nok skal gå. Det er trods alt efterhånden 5 års kontinuerlig løbetræning og 3 års ditto cykling, der sidder i benene. Hvis jeg får nok energi indenbords og undgår at få mavekramper på det sidste løb, burde jeg kunne kæmpe mig igennem uanset hvad. Men det er sgu ikke nemt at vælge at stole på sig selv og stå fast på, at det nogle gange er bedst at fravige planen. De fleste, der træner, kender nok en kusine til den følelse: man kan mærke, man burde tage en hviledag, men samvittigheden er ikke glad for det.

Heldigvis er jeg kommet så langt, at jeg kan overtrumfe samvittighed og OCD-gen og stå fast: både når jeg må lytte til kroppen og holde en fridag, eller når jeg er nødt til at fravige min plan, fordi omstændighederne kræver det. 
Det handler jo nok grundlæggende om selvværd: at tro på, at man er i stand til at træffe de bedste beslutninger for én selv. For mig har det været en rejse; fra ikke at turde prøve noget, jeg ikke var god til, til om 8 dage at teste, om jeg kan bevare troen på mig selv og blive ved, når jeg løber på 8. time, måske med mavekramper, helt sikkert med tomme glykogenlagre og sten-tunge ben. Det er i virkeligheden det vigtigste ved næste søndag - for kan jeg det, så er jeg kommet langt!

Nå. De næste 7 dage er nedtrapning, korte ture og ro til kroppen. Rute-rekognoscering på cykel mandag+ en lille løbetur, fri tirsdag, en kort cykeltur onsdag, en lille løbetur torsdag, fri fredag, en lille løbetur lørdag og søndag er RACEDAY. Kryds fingre for mig - jeg skal bare igennem, mere beder jeg slet ikke om. (Jo, måske en vindstille dag. Please, vejrgud?)

Cykling - det skal da gøre ondt, ikk'?

Jens Voigt - den sejeste cykelrytter, der er kendt for udtalelsen 'Shut up legs'. At overkomme lidelse er Jens' største talent, kan man vist roligt sige.

Jeg troede i lang tid, at smerte var en indbygget del af cykling. Måske ikke så mærkeligt, når man tænker på den fortælling, der nærmest er indbygget i professionel cykelsport: At overkomme lidelsen, smerten, kampen mod mælkesyren.

Derfor tog jeg det som en selvfølge, da jeg fik min første cykel, og efter de første ture hverken kunne stå eller gå på grund af smerter i understellet. Jeg tænkte, det nok var et spørgsmål om tilvænning. Efter nogle måneder, hvor intet skete, og jeg helt mistede cykellysten, fik jeg dog den lyse idé at google, om der var særlige dame-sadler. Og det var der sørme. Mange, endda. Og masser af blogindlæg og kommentarer om, hvordan det at skifte fra en herresadel til en damesadel havde givet folk større cykelglæde og bedre resultater.

Så jeg købte en klassiker: Selle Italia Ldy. Godt polstret og med hul i midten. Cykling blev pludselig rart, hvis man så bort fra de andre permanente smerter i ryg og nakke. Men de skulle helt sikkert være der, tænkte jeg - for cykling handler jo om lidelse. 

Det skal IKKE gøre ondt!
Hele fortællingen om cykler og smerte var en af de ting, jeg bragte op, da vi var på besøg hos Specializeds danske hovedkvarter i Skanderborg. Det var en fortælling, alle kendte - men også en, de dygtige undervisere var hurtige til at skyde ned. De havde mødt den ofte, både hos proffer og amatører, men påstod, at med det rigtige fit, så slap man altså for smerter. Det måtte jo komme an på en prøve... og efter at have fået fittet min cykel ved jeg, at de har ret. Nakkesmerterne er stort set væk, og når jeg kører på min Ruby-sadel (også en damemodel, dog uden polstring), mærker jeg intet til den.

Igår cyklede jeg med en bekendt, der netop har fået en ny cykel - en herremodel (og hun er en dame). Og hun har smerter præcis samme steder, som jeg havde på min gamle cykel, der også var en herremodel. Det var tydeligt, at cyklen var for lang til hende - så forhåbentlig kan en kortere frempind og måske en damesadel hjælpe hende lidt. 

Sidder du også og har ondt i lænd, nakke, skuldre og bagdel, så vil jeg anbefale dig at få kigget på dine indstillinger af en prof - for jeg lover, at cykling bliver 1000 gange sjovere, når det ikke gør nas hele tiden.

Av, min r*v...!
Når det så er sagt... så kan man sgu godt få ondt, selvom alting er fittet. Det måtte jeg sande tidligere på ugen, da jeg havde fået lavet tri-fit på min cykel, hvilket inkluderede et skift af sadlen fra Ruby til Sitero (en særlig tri-sadel). Jeg måtte straks ud og prøve, og fandt min gamle tri-dragt frem for at tjekke, om jeg kunne holde ud at køre med så tynd en pude. 

            

 + = AAAV!

Afsted kom jeg, og ned i bøjlen kom jeg også, for det var helt umuligt at sidde almindeligt på Sitero. Den er klart lavet til tri-kørsel! I den position er den til gengæld utroligt komfortabel, fordi der er et bredere stykke at hvile på, så trykket på den forreste del af underlivet bliver fordelt på et større område. 

Men efter 15-20 km må jeg indrømme, at jeg ikke var så glad... nærmest på kanten af tårer. Det gjorde helt hjernedødt ondt at sidde i sadlen, og turen hjem virkede uoverkommelig. Hjem kom jeg dog, og på et tidspunkt gik det op for mig, hvorfor det gjorde så ondt. Jeg sad nemlig slet ikke på puden, men lige udenfor, på syningen. Så mit i forvejen ret spidse haleben havde en hård syning mellem sig selv og en stenhård sadel. Ahaaa! Suddenly it all made sense. Sitero får lige en chance mere - med nogle bukser, der passer.

Om valg og fravalg på ved mod et mål

Hang in there - it's almost over. 27. april går det løs på Islands Brygge...

”Det eneste tidspunkt, du ikke er træt, er klokken 6 om morgenen,” sagde min kæreste i går. Smil om munden og glimt i øjet, bevares, men påstanden er langt fra usand. Jeg er a-menneske og tænder som en pære om morgenen. Til gengæld går jeg også ud næsten på klokkeslæt om aftenen: klokken cirka 21, når der puttes i sofaen, må selv samme kæreste som oftest prikke mig i siden og spørge ’sover du?’, hvilket jeg selvfølgelig benægter med en MEGET vågen stemme. Ti minutter efter vågner jeg igen (ja, gu’ sov jeg), fordi han prikker mig igen og sender mig ud for at børste tænder.

Tag ovenstående og smør det ud over samtlige ugens dage… not a very funny girlfriend.

For jeg er træt, og jeg er tit træt. Det skyldes selvfølgelig, at jeg har øget træningsmængden jævnt siden 1. januar for at kunne deltage i Powerman Duathlon (10-120-20) d. 27. april. Jeg topper med 11-13 timer de næste to uger (om kroppen vil – mere om det en anden dag), og selvom jeg tydeligt kan mærke, at jeg er blevet meget stærkere i selve træningen, betaler jeg prisen i resten af i min vågne tid. ’Zzzzzzz’ hænger semi-permanent som en tankeboble i luften over mig, jeg falder 100 % sikkert i søvn fra tv-serier om aftenen og seriøse samtaler bør foretages før klokken 20.

Åh, spontanitet - du er savnet

For slet ikke at tale om det der ’sociale liv’. Ud over træningen er der jo også et job at passe… så tiden går, og aftaler med venner på hverdagsaftener, ja, det sker bare ikke rigtig. I’m too tired. Og fredag-lørdag handler aftaler tit om øl, og dem drikker jeg ikke rigtig lige nu – nytårsaften var sidste gang, jeg lod beruselse overmande mig. Så det bli’r sgu lidt udfordrende at holde fast i at være et socialt væsen. Men det er jo et valg, jeg har truffet.

Når man nu vælger at ville igennem 7-8 timers løb-cykling-løb, og desuden gerne vil ha’ en god oplevelse, så må man være villig til at vælge fra. Og jeg savner egentlig ikke øllene så meget. Men jeg savner at kunne sige ja, når der bliver foreslået spontan bytur, at kunne tage en fredagsøl med kollegerne og især savner jeg at kunne holde mig vågen om aftenen og faktisk nyde at slappe af (vågen) med min søde kæreste i stedet for bare at besvime. Heldigvis er der kun tre uger til race – ja, faktisk har jeg i dag om tre uger, hvis alt går vel, virkelig ondt i hele kroppen og en følelse af tilfredshed i hovedet. Og så skal jeg nok ha’ en øl eller tre i godt selskab weekenden efter! 

Men hvad er pointen? 

Jo... fravalg er nødvendige, for ellers går man helt kold, ned eller ud, når man både har et krævende arbejdsliv og en krævende fritid. Og at fravalg er ok - selvom det ikke ser sådan ud, når man følger med på forskellige blogs, instagrams eller Facebook-profiler, hvor alle kan alt på den halve tid. Måske er det endda sundt at lære at øve sig i at sige fra med et projekt som Powerman. Jeg bliver helt sikkert bedre til at høre efter, hvad jeg egentlig har lyst til i processen - og efterhånden også mindre præget af, hvad jeg tror andre tænker om det, når jeg igen melder afbud til en fest. Mon ikke det er meget sundt...?