Jeg elsker mad!

En af fordelene ved at sidde hjemme og skrive opgave er, at man har sit køkken lige ved hånden og har tid (læs: tager sig tid aka overspringshandler) til at lave dejlig mad morgen, middag og aften.

Jeg er pandekage-fanatiker. Og pænt go' til det, hvis jeg selv skal sige det. Eksperimenterer meget med forskellige variationer af proteinpandekager, og her til morgen var det virkelig en homerun. 

En halv banan blendes med 120 gram æggehvider og 80 gram hytteost. 20 gram vanilleproteinpulver og 10 gram havregryn samt 10 gram hvedemel blendes i, og det hele får en god tur, så der ikke er nogen klumper. Nu skulle du gerne ha' en tyk, dejlig dej. Den hælder du på en pande (du behøver ikke fedtstof) i små portioner (en god, stor spiseske pr. pandekage) og steger dem, til de får små bobler - så vender du (needless to say) og steger færdig. Et voila! Vel over 30 gram protein på cirka 300 kalorier. Jeg spiser pandekagerne med Isis-syltetøj og enten almindeligt sukker eller noget kunstigt søde-stads.

Til frokost stod den på salade nicoise - en god omgang iceberg, agurk, tomat og rødløg, dressing af lidt olivenolie, lidt sennep, honning og salt og peber, og så en dåse tun og et æg. Ægget kiksede for mig (som du kan se), men det smagte saftsusemig godt!


Ha' en herlig aften.

Der er ikke forskel på løbesko - part II

Nå. Jeg var tilsyneladende ikke den eneste, der undrede mig pænt meget, da Jakob Schelde fra Arbejdsmedicinsk Klinik meldte ud, at moderne løbesko, der tager højde for foden, og vælges på baggrund af løbestilsanalyser er fis i en hornlygte, og i nogle tilfælde giver flere skader end neutrale sko.

Som jeg skrev i første del af Der er ikke forskel på løbesko forsøgte jeg at kontakte forskeren bag konklusionen for at stille ham nogle spørgsmål til det videnskabelige grundlag for hans konklusioner. 

Jeg har aldrig fået noget svar på mine henvendelser, men nu har andre forskere taget til genmæle på vegne af tilpassede løbesko.

Jeg stillede følgende spørgsmål til Jakob Scheldes konklusioner, som især er baseret på tre studier fra det amerikanske forsvar, hvor 7.000 personer har fået udleveret sko til træning:


1. De her 7000 personer fik sko udleveret til fysisk træning. Hvad vil det sige? Rent løb, eller al slags træning? Det kan have en betydning for brug af - og slitage på skoene, tænker jeg.
2. Hvor lang tid brugte de her personer skoene, og hvor meget?
3. Hvordan blev de testet (set i forhold til løbebåndstests her i Danmark) - blev der bare kigget på deres fødder, eller blev de testet løbende (altså, i løb, mens de blev filmet)?

Politiken har svarene

I denne artikel på Politikens hjemmeside citeres kritikerne af studiet for nogle af svarene (som oprindeligt er bragt eller bringes i Ugeskrift for Læger. Du kan læse det her, hvis du har abonnement).

Ad 1. "De (ph.d. studerende Rasmus Østergaard Nielsen, ph.d. Ellen Aagaard Nøhr og forskningsansvarlig overlæge Sten Rasmussen fra Aarhus Universitetshospital) har netop selv afsluttet flere undersøgelser om risikofaktorer, der kan udløse løbeskader. Og de er uenige, når Jacob Schelde tager en pointe og valg af sko fra et forsøg med over 7.000 mennesker fra det amerikanske forsvar og overfører den på alle danske motionister. I Ugeskrift for Læger skriver de:

»Generaliserbarheden af resultaterne kan diskuteres, da amerikanske rekrutters træning og demografiske karakteristiska fomodentlig ikke svarer til træning eller tilstand hos den inaktive dansker, der skal påbegynde løbetræning, eller hos supermotionisten på vej mod sit maraton nr. 100«.

De mener altså, at Jacob Schelde ikke har belæg for konklusionen, at løbesko ikke virker forebyggende på skader." - kilde: politiken.dk

Ad 2. Samme forskere skriver i Ugeskrift for Læger i mandags, at: "... Jacob Schelde generaliserer på et løst grundlag, og at han slet ikke tager højde for træningsmængden, der er den absolut væsentligste faktor, når det gælder løbeskaber." - kilde: politiken.dk

Ad 3. På mandag kommer endnu en kritik af konklusionerne fra Scheldes review (gennemgang af studier) i Ugeskrift for Læger.

"Det er Maria Harbo, cand. scient. fra Vejle Sygehus, der mener, at Jacob Schelde er på meget tynd is, når henviser til flere undersøgelser fra det amerikanske forsvar, hvor man bruger svangens højde som eneste parameter for at vælge sko.

»Måling af svanghøjde er en statisk måling, der ikke kan overføres til den dynamiske påvirkning af foden under løb, da svangen her udflades i større eller mindre grad uafhængigt af svanghøjden3. En sådan måling er således uanvendelig at basere sit valg af løbesko på«, skriver hun og henviser til, at det netop er den dynamiske test, man laver i specialbutikkerne i Danmark.

Hun angriber også læge Jacob Scheldes konklusioner med hensyn til skos støddæmpende effekt. Hun mener, at han fejlfortolker det studie, han henviser til.

Maria Harbo skriver, at undersøgelsen netop viser, at den støddæmpende effekt begynder at forsvinde efter 320 km, men at løberen kompenserer for den manglende støddæmpning med sin løbestil." - kilde: politiken.dk

Jeg sover godt i nat!

Dejligt, når andre svarer på ens spørgsmål. Jeg vil sove trygt i nat med fornyet tro på, at mine anti-pronationsløbesko ikke gi'r mig flere skader, og at jeg ikke har spildt 1.400 på at købe dem.

God weekend!

Hovedopgave = no blogging

Det er dumt at starte en blog, lige inden man begynder på sin hovedopgave på studiet. De næste to måneder afslutter jeg mit studie som journalist med en kommunikationsopgave, der beskæftiger sig med Dansk Atletik Forbund (man er vel nørd)... 

samtidig er der knald på med freelancearbejdet, og indtil videre har det betydet, at jeg ikke har haft tid til at finde på fornuftige ting at skrive her. Og sådan fortsætter det nok lidt endnu. Desværre. Men jeg vender stærkt tilbage.

Kan underholde lidt med en super lækker, super sund aftensmad, jeg nød i går efter to timers herlig spinning.

Grøn og hvid wok: Kylling (cirka 150 gram), broccoli, blomkål, squash, champignoner, hvidkål (cirka 500 gram grønt) og grove nudler (cirka 60 gram) med en smule kokosmælk, fiskesauce, limesaft, hel chili (med kerner), enorme mængder hvidløg og ingefær... og sød chili, hvis man er til dét. Cremet, velsmagende og helt og aldeles healthy and heaven. 

Teenagedruk - godt for humøret, skidt for alt andet

Pyha. Det blev en kort weekend. For jeg sov hele lørdagen væk. Fredag stod på en tur i byen med gode, gamle gymnasieveninder, og planen var klar: vild druk, som da vi var teenagere. Mission accomplished, kan man godt sige. 

Store overvejelser går altid forud for den slags byture... orker man tømmermændene, orker man at misse en hel dag (nogle gange flere, når det går rigtig heftigt for sig), orker man at være ved at dø, næste gang der er træning? Heldigvis opvejer det sjove som regel det grænseløst forfærdelige ved at have tømmermænd, men hvad sker der egentlig, når man for alvor gi'r den gas med alkoholen?

Alkohol gi'r mere end hovedpine

En del af konsekvenserne kender vi nok alle sammen. Hovedpine på grund af dehydrering og alkoholens giftstof, kvalme, opkast og overdreven sult slet eller ingen appetit, hjertebanken, frotté på tænderne... men noget jeg ikke vidste er, at alkoholen også nedsætter immunforsvaret i op til 24 timer efter drukturen (ved at sætte de funktioner, der opdager indtrængende bakterier, momentant ud af kraft). Undersøgelsen er norsk og fra 2009 - se mere her.

For mændene kan alkohol føre til kræft... en international undersøgelse fra 2011, publiceret i det meget anerkendte tidsskrift British Medical Journal, kobler ét ud af ti kræfttilfælde hos mænd til alkoholindtag. Det vidste jeg heller ikke. Det er mange tilfælde, synes jeg.

10-12 genstande reducerer os til reptiler

I 2007 tog ph.d.-studerende ved Center for Rusmiddelforskning Sébastien Tutenges til Sunny Beach for at undersøge de ritualer, der knytter sig til drukferier. Han fortæller i denne artikel, at 72 % procent af de unge i Sunny Beach har drukket fem dage eller mere i træk, og 40 procent har drukket mere end 12 genstande om dagen i mere end seks dage.

Hjerne-Madsen (aka Peter Lund Madsen) fortæller i DR2 Temaet om 'Vores fulde børn', at 10-12 genstande 'gør det for de fleste' - gør det vil sige, at det bringer os i en tilstand, hvor vi er godt og grundigt fulde. Og hvor vores avancerede hjernefunktioner (som evnen til at aflæse sociale situationer) er lukket ned, og vi er reduceret til reptilhjerne - det vil sige, at vi ønsker os mad, magt og sex. 

Jeg har også trimlet rundt på drukferie, ikke lige i Sunny Beach, but still. Vi var også 'i hegnet' hver dag, og det betød som regel, at man lå syg en uges tid, når man kom hjem. 

Vi kender konsekvenserne, men drikker alligevel

Yet we still do it. Det er der mange forklaringer på, men den vigtigste er vel den rolle, alkohol spiller i vores kultur, og den rolle, alkohol kommer til at spille for os hver især, fordi vi socialiseres til at forbinde det med gode oplevelser, frihed, fest og farver allerede fra vi er 11-12 år. 
Sébastien Tutenges beskriver de unges trang til druk sådan her:

"Fortællingerne om rejsen og vildskaben er vigtige for de drukrejsende. For ikke at blive voksen og kedelig skal man have vilde oplevelser i bagagen, have drukhistorier at fortælle. 
»Historierne er nostalgi før tid. Det er et skrækscenarie for de her unge en dag ude i fremtiden at kunne kigge tilbage på et begivenhedsløst liv. De vil nødig skulle sige ´jeg fik aldrig løbet hornene af mig, jeg har aldrig kastet op, jeg har kun været sammen med min kone´, historierne kreerer en ramme, hvor man kan sige, ´jeg er ikke kedelig, jeg har været der,´« siger Sébastien Tutenges. "

Ingen moralprædiken!

Det her indlæg er ikke på nogen måde tænkt som en moralprædiken - mere en refleksion over, hvad jeg brugte min fredag aften (og lørdag dag) på. Jeg er ret fascineret (og også skræmt) over, hvordan vi udmærket kender konsekvenserne af at drikke så meget, som nogle af os gør, og være i stand til fuldstændig at glemme den viden, når øllene kommer på bordet...

For øvrigt er jeg helt ovenpå igen i dag - kom godt igennem halvanden times styrketræning og en times spinning, omend jeg godt kan mærke de høje hæle i læggene, cigaretterne i lungerne og alkoholen i blodårerne ;-)

Godmorgen åndssvage korpus...

... og godmorgen til alle andre.

Klokken 9 skulle jeg have siddet på en spinningcykel sammen med en veninde. Men veninden skrev halv 3 i nat, at hun ville være for træt, og det passede mig udmærket, da vækkeuret ringede 7.45. Kunne dog ikke sove videre, og så må man jo stå op. 

I opstigningsprocessen gik det op for mig, at det gjorde pænt ondt omkring min ene fod. Er stadig ikke sikker på, om det er i leddet eller musklerne/senerne ovenpå foden. Men nu er den i hvert fald kommet i is, den dumme fod. 

Læste for øvrigt igår (hvor jeg havde is på min læg efter spinning), at optimal 'is-tid' er 10-15 minutter. Mindre, så afkøler man bare huden. Mere end 20 minutter, så risikerer man frostskader. Se selv her: http://www.runnersworld.com/article/0,7120,s6-241-286--13411-0,00.html

Kombineret med resterne af ømheden fra igår og i forgårs føler jeg mig pænt handicappet her til morgen. Ingen tvivl om, at det er fordelagtigt med en fridag - for i morgen står der 19 km på løbeprogrammet, og det er dumt at løbe med ondt alle steder, hvis det kan undgås. 

Det duer ikke at tage til spinning og køre en rolig time, for mit kære fitnesscenter har fået 10 cykler med watt-måler... og så kan man jo ikke bare rulle, for så er man i konstant konkurrence med den der forbandede måler!

Så fridag til mig. Med vaniljemorgenkaffe og en artikel, der skal skrives. Egentlig udmærket morgen, fod til trods.

Jeg; en pillemisbruger?

Av. Av, av, av, av. AAAV! Cirka sådan var min oplevelse, da jeg vågnede i morges og strakte lemmerne ud et efter et. Av inderlår, av lænd, av (i særdeleshed) nakke og skuldre. Det der med, at man kun kan have ondt ét sted ad gangen, det er bullshit.

But I made my bed, kan man sige (hvor vidt I need to lie in it kommer vi tilbage til= - startede i går med en Crossfit Intro-time, hvor vi brugte en god del af tiden på kettlebell swings. En kettlebell er en nærmest rund metalkugle med et håndtag. En kettlebell swing er en ond øvelse - se den forklaret her: http://www.youtube.com/watch?v=q0jalJ-3e7U

Jeg studser over, at den unge dame i ovenstående link svinger kettlebell'en op i skulderhøjde. Vi skulle ha' den mindst i øjenhøjde, allerhelst op i strakt arm. Måske lige at stramme den, når det er et introhold.

En anden del af dagens WOD (Crossfit-sprog for dagens træning eller workout of the day - de er tossede med forkortelser i den sport) var roning i gode, gammeldags romaskiner. Intet galt i det, bortset fra, at det altid går lige i mine skulder - og nakkemuskler.

Efter crossfit havde jeg 6 rolige kilometer, der skulle løbes. Dagen blev rundet af med en boksetime - en af de hårde, may I add. Og boksning kan godt finde på at give lidt ømme skuldre. Og arme. Og ben. Og bagdel. 

Når man ikke gider ha' ondt

Således havde jeg uden tvivl redt op i sengen. Spørgsmålet var så, om jeg død og pine skulle lægge mig i den, so to speak. For der er jo måder at slippe for den værste ømhed (og den hovedpine, der gerne følger med ømme skuldre). Måderne hedder ibuprofen, kodimagnyl, panodil og andre eksotiske navne.

... de er dybest set ikke så eksotiske for mig, de der navne. For jeg kommer fra et pro-pille-hjem. Hovedpine? Ta' en pille. Ondt i maven? Ta' en pille. Kan du ikke sove? Ta' en pille (eller et glas rødvin)... jeg har uden tvivl ædt langt flere smertestillende piller end andre på min alder. 

For man behøver jo ikke have ondt. Man kan bare ta' en pille. Og så har jeg egentlig været ret ukritisk overfor den reelle effekt. Er det placebo, so be it. Bare det hjælper. Og sådan tror jeg, mange tænker - vi er ikke bevidste om de farer og bivirkninger, der kan være ved stort forbrug af smertestillende.

Godt og skidt ved smertestillende

For et års tid siden kom det nemlig frem, at danske unge kværner piller i stor stil - som en slags livsstilsmedicin: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-40502784:unge-tager-piller-til-hverdag.html

Det har resulteret i en 18års grænse for at købe smertestillende. Men hvis man får pillerne derhjemme, så er det jo lige meget. 

Forskningen har efterhånden rigtig mange teorier om, hvad der er gavnligt eller skidt ved at tage piller. Blandt andet forbindes paracetamol (aktivt stof i panodiler) med større forekomst af astma, mens forbrug af smertestillende muligvis hæmmer forekomsten af visse typer af kræft. 

Britiske forskere opdagede sidste år, at et lavt men langvarigt forbrug af paracetamol kan føre til overdosis. Det lyder mærkeligt, men det vil sige, at tager man bare en eller to piller for meget hver dag over en længere periode, så er risikoen for overdosis stor, og dødeligheden er højere: http://www.dagensmedicin.dk/videnskab/lidt-for-meget-paracetamol-over-lang-tid-er-farligst/

Konklusion: hold igen med pillerne!

Konklusionen må være, at det er noget skidt at spise for meget smertestillende. Det skal reserveres til særlige lejligheder, for eksempel når man er syg. Og selv når man er syg, så må man lige scanne årsagen til, at man er det, før man æder piller. Er det i virkeligheden stress? For så er det helt sikkert kun placebo, man får ud af pillerne. 

Jeg prøver at vænne mig til at spise færre smertestillende piller. Heldigvis har jeg sjældent ondt over det hele som i morges. Derfor endte jeg også med at sluge to halvkraftige ibuprofen-tabletter, jeg har købt på Lanzarote (hvor man kan få klart kraftigere smertestillende i håndkøb end man kan herhjemme)

... skuldrene gør nu stadigvæk ondt... og om lidt skal jeg af sted til spinning - så mon ikke også både ben og bagdel kan nå at blive godt og grundigt ømme igen, før jeg lægger mig i sengen i aften? 

Mad: feast eller fuel? - part I

Da jeg løb mit første halvmarathon i foråret 2010 var en stor del af det, jeg glædede mig til, at jeg skulle fylde depoterne efter løbeturen. Min søde mor mødte op ved målstregen med hjemmebagt brunsviger og boller, og om aftenen tog hele familien på bøfrestaurant (with loads of bearnaise, selvfølgelig).

En stor del af fornøjelsen ved løb var således de forbrændte kalorier, der bagefter kunne erstattes med lækre ting. Der var feast efter de lange løbeture i weekenden. 

Jeg tænker, at den tankegang er udsprunget af den opfattelse af løb, jeg havde, da jeg først begyndte på det. Løb var en sundhedsting; det var noget med at holde sig slank og sund. Og en undskyldning for at spise de lækre ting, der egentlig ikke er sunde.

Sidenhen er det gået op for mig, at jeg forbrænder ml. 1000-1200 kalorier på et halvmarathon - og det er faktisk ikke særlig meget kage og bøf (og bearnaise!), man kan få for dét. 

En anderledes indstilling til mad

Noget andet, der er gået op for mig er, at hvis man vil være mere seriøs med sin træning, så kræver det en anden indstilling til mad. Der skal ikke feastes, men fueles. Mad er brændstof, og det skal indtages rigtigt sammensat i de rette mængder på de rette tidspunkter, hvis man vil have det optimale resultat.

Jeg har set overgangen fra feast til fuel gå galt før - jeg kender til flere (især piger), der har taget på, når de er begyndt at træne til en større begivenhed, hvor det har været nødvendigt at indtage energi undervejs i træningen. 

Træner man til f.eks. triathlon er det gavnligt (og nødvendigt) at indtage kalorier, oftest i form af energidrik, gels og barer, undervejs. Her er det store kalorieunderskud, som man efterstræber, hvis man betragter træning som et redskab til at holde sig slank (og en undskyldning for at spise igennem), fjenden. Det handler om at minimere underskuddet undervejs for at få den optimale træning - kroppen arbejder nu en gang bedre (og restituerer bedre), når den har fyldte depoter.

Men skal man løbende fylde sig med energiprodukter, så er der ikke plads til ekstra kage bagefter. (Bevares, laver man en fuld ironman er der pænt overskud, selv hvis man gi'r den gas med energien... )

At spise i det åbne vindue

Et eksempel på god fuel efter træning:
brocooli og champignoner stegt på panden,
hjemmelavede fiskefrikadeller på laks og
rødspætte og ærtepuré
(blendede ærter og mandler). Velbekomme!

Det er værd at have med i sine overvejelser, når man tænker over, hvad man egentlig vil have ud af sin træning. Er kvaliteten af træningen vigtig, og vil man gerne være bedre, så er det bedst i ret vid udstrækning af se på mad som fuel. Det er kroppens brændstof, og det kræver timing og indsigt at fuele optimalt. Det er der heldigvis forsket en del i, blandt andet, hvad der er optimalt efter træning. 

Man snakker om 'det åbne vindue', og det beskrives ofte som mellem 30 minutter og en halv time, hvor du, for at sikre optimal restitution, skal indtage x gram kulhydrater og x gram proteiner (fordelingen er forskellig, alt efter, om du har konditionstrænet eller styrketrænet)... hvis du googler, så vær opmærksom på, at der også findes en 'open window theory', der vedrører øget risiko for at blive syg i perioden efter hård fysisk belastning.

Jeg er jo ikke selv videnskabsmand, så derfor vil jeg for nærmere detaljer anbefale denne udmærkede artikel fra Politiken Motion (som jeg har stor respekt for, og gerne læser) - her kommer Ulrik Schaarup godt omkring, hvad du skal spise efter træning afhængigt af dine mål og hvor meget, du træner: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/motion/ECE1545002/guide-saadan-spiser-du-optimalt-efter-traening/

Hvad man skal spise for at kunne træne optimalt, og hvad man skal spise under træning, det tager jeg op i part II og part III. Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om dette emne, og det har voldt mig en del problemer at lave den mentale omstilling fra kalorieforbrænings-fokuseret til kvalitetsfokuseret. Men mere om det senere.

Træning på cross og tværs

Et ikke så videnskabeligt funderet indlæg i anledning af søndagen, som jeg har nydt med løbetur, bollebagning og masser af kaffe.

Godmorgen og af sted!

Her netop meldt mig til mit første marathon. D. 31. december skal jeg løbe socialmarathon: http://www.socialmarathon.dk ... det betyder, at jeg skal stige fra de cirka 35 km, jeg løber om ugen lige nu, til at toppe på 52 km i uge 49. Jeg både gruer for - og glæder mig til at møde den berømte mur og se, hvordan jeg håndterer den. 

Lige nu er alting lutter lagkage med løbet. I dag stod der 16 km på programmet, som blev tilbagelagt i fin stil ovenpå en beskeden morgenmad bestående af en banan, et stort glas vand og en kop kaffe. Det stod 'lt' i beskrivelsen, hvilket står for lang tur, og beskrives sådan her (i mit udmærkede program udarbejdet af Løberen): 

Lang tur (lt): Det vigtige i dette træningspas er distancen/ tiden der løbes, IKKE hastigheden. Find derfor et roligt, overkommeligt tempo, der kan opretholdes jævnt gennem hele turen. Brug de lange ture til at træne din væske- og energiindtagelses-strategi, både op til og under det langvarige løb. Dette er vigtigt at have trænet, så du ved præcis hvad din krop reagerer bedst på i forhold til dit marathon.

 
Jeg løb i forventet/håbet marathontempo de første 12 km, 6 min/km, og skruede op til 5-5.30/km de sidste fire km for at teste, hvordan kroppen ville reagere. Ingen problemer, og faktisk føler jeg mig bedre løbende i det tempo. Havde det, som om jeg kunne være fortsat flere timer...

At kombinere og prioritere

Der er dog en smule skår i glæden, for jeg bøvler både med mit højre baglår og venstre skinneben. Og i dag kom så endnu en jammerlighed til, da jeg kunne mærke nogle små smæld i min venstre læg. Baglår og læg blev behandlet med ispose, da jeg kom hjem, og føles fine nu.

Hvis nu jeg kun ville løbe, så tror jeg hurtigt, skavankerne ville smutte. Men både spinning, crosstraining og boksning er også en del af mit træningscurriculum - dele, som jeg virkelig nyder, og ikke vil ofre på skadesfrihedens alter. 

Det er et svært dilemma, synes jeg. Spinning går lige i skinnebenet og baglåret, især stående tempo - til gengæld går det også lige i mit lykkecenter at svede på cyklen, og squats og burpees, som er ret faste elementer til crosstraining og boksning er virkelig hård kost for mine baglår, der har tendens til små fibersprængninger.

Jeg vil helst blæse og ha' mel i munden - og jeg tænker, det er så tidligt i marathontræningen, at problemerne kan nå at rette sig. Det er forhåbentlig bare et spørgsmål om, at mine ben skal vænne sig til at løbe mange kilometer hver uge... og jeg har tidligere haft succes med at løbe fra en skinnebensbetændelse, så jeg satser på at komme igennem uden pause med flittig brug af kompressionsstrømper, varierende underlag og nogle af de her øvelser: http://sportsfyssen.dk/pdf/skinnebensbetaendelse_program.pdf

Gode forslag til øvelser modtages med kyshånd... og så vil jeg gerne høre, hvordan I har håndteret problemer med at prioritere jeres sport?

Hav en fortsat herlig søndag!

Brandsmart med væskebælte.
Ps. iPhone mangler seriøst en selvudløser!

For øvrigt... Dagen i dag var debut for mit nye væskebælte, som heldigvis sidder fantastisk. Egentlig er det jo langtfra nødvendigt med væske på 16 km, men det kan kun gøre turen bedre at få lidt at drikke undervejs, og hvorfor ikke begynde at vænne sig til skvulpende mavesæk, så tidligt som muligt. 

Så jeg fik mig lidt vand ved 5 og 10 km, og det var egentlig rart at have det at løbe og glæde sig til... det er de små ting, der tæller ;-)

Er det stress eller jammer?

Stress. Det er noget med at have pissehamrende travlt - i en grad, så man ikke kan administrere det. Sådan tænker mange i hvert fald på det. Klinisk er definitionen lidt anderledes; stress er en uoverensstemmelse mellem ressourcer og krav. Så klinisk kan du også blive stresset af at få opgaver, der ikke udfordrer dig nok.

Det er nu ikke mit problem. Det, som jeg selv kalder stress, kommer snigende, når bunkerne langsomt vokser mig over hovedet. Ikke nødvendigvis de fysiske, i højere grad de mentale. Når kalenderen er fuld af påmindelser, der blipper og båtter hver anden time, når der er fem artikler igang, når jeg prøver at overskue den hovedopgave, der ligger og lurer lige om næste weekends hjørne. 

Stressen går i kroppen

Så begynder jeg at spjætte. Det er efterhånden blevet min personlige stress-alarm. Benene gi'r pludselig et ryk, og de gør det rigtig gerne, lige når jeg er ved at falde i søvn. Hvis ikke, jeg tager spjættene alvorligt, så begynder korttidshukommelsen at gøre knuder. Jeg kan ikke huske fra tanke til hånd, og den sætning, der var på vej ned på tastaturet er long gone, før jeg når at taste den.

Hvis jeg heller ikke tager dét alvorligt kommer søvnbesvær, tankemylder og hjertebanken. Og i et enkelt tilfælde, forhøjet blodtryk. Så langt ud er jeg heldigvis kun kommet én gang, men det krævede også et par ugers sygemelding og forfærdeligt mange bekymringer for mit helbred, før jeg var funktionsdygtig igen. 

For en pige på 23, der træner 8-10 timer ugentligt og lever efter (næsten) alle sundhedskunstens regler, hun skal altså ikke ha' et blodtryk, der ligner en gammel, usund mands. Det blev mit wake-up call, kan man sige. Dér lærte jeg, at jeg blev nødt til at tage signalerne alvorligt, allerede når benene får deres eget liv.

Er jeg bare en whiner?

Men er det virkelig stress? Eller er det bare jammer? I de cirkler, hvor jeg normalt færdes (som gerne er blandt journalister og akademikere) har jeg en fornemmelse af, at stress er aldeles udbredt - og det kan man jo også se på statistikkerne. Men samtidig føler jeg ikke, at begrebet er anerkendt. Stress er i høj grad associeret med at være svag.

Min far er læge. Han er også ret gammel og ret konservativ, har haft én sygedag i hele sin ansættelsestid og rynker på næsen af folk, der pjevser. Og han anerkender bestemt ikke stress. Han ser stress-epidemien som et tegn på, at folk er blevet dovne og er faldet til velfærdsstatens pat, at de forventer, at store moder-samfund skal ordne problemerne for dem. At vi ikke tager ansvar for vores eget liv.

Det er nok en af de mere ekstreme holdninger, men jeg synes tit, jeg oplever snerter af den, når jeg taler med folk i min omgangskreds om stress. Faktisk tør jeg ikke altid fortælle, at jeg har haft problemer i den retning, fordi jeg ikke vil stemples som 'en af dem'; en af dem, der ikke kan klare mosten. 

... men hvad gør man ved det?

Ingen tvivl om, at jeg kan se sandheder i min fars holdning. Især i forhold til det med at tage ansvar for eget liv. For det er vel også en slags mangel på ansvarstagen, der får os til at sige 'ja, ja, ja', i stedet for at mærke efter og sige fra. Det er det i hvert fald hos mig selv. Jeg er klart rundet af en generation, der har så mange muligheder, at vi sejler rundt i dem, og ikke altid kan overskue at vælge mellem dem (eller frygter af misse noget), og derfor lader være. 

Men hvad gør man ved det? Hvordan undgår jeg at synke til bunds ved udsigten til hovedopgave, arbejdsløshedskø eller et job, hvor kravene er høje og tempoet ligeså? Det er der heldigvis flere gode bud på. For stressepidemien og dens betydning for samfundets budgetter har fordret en masse forskning i, hvad der kan modvirke den. Her kommer et par forslag:

Musikterapi er et af de nyeste bud på, hvordan alvorlig stress kan afhjælpes: http://videnskab.dk/krop-sundhed/musikterapi-bekaemper-stress

Mindfulness er en tankemåde, en meditationsform, en holistisk anskuelse, der også har vist rigtig gode resultater (og som er både nemmere og billigere at gå til end musikterapi, der jo alt andet lige kræver en terapeut): http://videnskab.dk/krop-sundhed/mindfulness-meditation-kan-hjaelpe-mod-stress-og-fobier

Arbejdspladsen har også mulighed for at forebygge stress (i hvert fald på vidensbaserede arbjdspladser): http://videnskab.dk/kort-nyt/stress-skal-forebygges-i-faellesskab

Og noget af det allernyeste, som går godt i tråd med en stigende bevidsthed om vores tarmfloras store betydning, er, at personer med en velfungerende tarmflora formentlig har færre problemer med stress: http://videnskab.dk/krop-sundhed/den-perfekte-tarmflora-kan-maske-gore-dig-mindre-stresset

........ og i forlængelse deraf kan du jo passende spise noget yoghurt: http://videnskab.dk/krop-sundhed/yoghurt-hjaelper-muligvis-mod-stress

Motion er min løsning

Personligt er det, der gi'r mig allermest hjælp, når jeg balancerer på stressvippen, motion. Hård træning som løb eller spinning gi'r mig den mulighed for at slukke for hjernen og dens tankemylder, som jeg trænger allermest til, når spekulationerne løber løbsk. 

Men vær forsigtig - er man alvorligt stresset, kan hård træning forværre problemerne, fordi træning også stresser kroppen, som i forvejen er i alarmberedskab - læs, hvad der sker i kroppen ved stress her: http://www.stressforeningen.dk/index.php?option=com_k2&view=item&layout=item&id=17&Itemid=49

Således opmuntret vil jeg gå ind og spinne. Så kan jeg forhåbentlig bedre overskue artiklerne, hovedopgaven og fremtiden bagefter.

Kaffe - sundt (og livsnødvendigt)

Dagens tredje kop - mmmm...

Vi danskere er virkelig glade for kaffe. 3-4 kopper om dagen, drikker vi i snit. 

Jeg står uden tvivl for at trække gennemsnittet op - lige nu, klokken 15.08, sidder jeg med snuden i min 4. kop, en dejlig americano... 

Når jeg fortæller folk om mit kaffeforbrug er der mange, der ikke kan få det til at hænge sammen med mit store fokus på sund livsstil. For der er tilsyneladende en tendens til at tro, at store mængder kaffe er skadeligt.

Ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvor svingende, udmeldingerne omkring kaffes effekter har været de seneste år. Det har været sundt, usundt, sundt, usundt... 
men lige nu (okay, I maj, men jeg har ikke set andre budskaber siden da) er nålen landet på sundt. Se selv her: http://videnskab.dk/kort-nyt/kaffe-gavner-helbredet-og-beskytter-mod-sygdomme ... 

et sidespor: kaffedebatten minder meget om æggedebatten (og ernæringsjournalistikken, sådan generelt) - spis mange æg, æg slår dig ihjel, spis mange æg... (se en udmærket udlægning af æggedebatten og ernæringsjournalistikken her: http://journalisten.dk/hvor-mange-g-t-r-jeg-spise-i-dag)

Anyways, at kaffe pt. er frikendt, det er jo fedt for en kaffoman som mig, som helt sikkert tømmer kaffekanden, hvis den bli'r placeret ved siden af mig. 

Alt med måde (pfff!)

Desværre har min erfaring efterhånden lært mig, at kaffe måske ikke har nogen negative effekter på mit helbred, sådan over all, men det kan være en seriøs hæmsko at have bællet flere kander, når man skal træne. Sådan et par spinningtimer eller en lang løbetur med sure opstød, det er ikke sagen. 

Derfor må jeg ty til den gode gamle 'alt med måde'-løsning (øv, den er så kedelig), og nøjes med 3-4 kopper kaffe, som bliver indtaget i god tid før træning. Det positive ved at blive hæmmet en smule i koffeinindtaget er, at der så er en chance for, at jeg faktisk får den der opkvikkende effekt, som stoffet er så berømt for. 

Og det skulle nok kunne gøre godt på en dag som i dag, hvor jeg kan se frem til ugens to bedste spinningtimer (Bikefit Energy/Fatburner, Scandinavian, Morten Maagaard) og mit første (og sikkert aldeles ynkelige) forsøg på pilates. 

Hav en herlig onsdag, og husk at nyde kaffen.

Der er ikke forskel på løbesko... what?!

Igår ramte en bombe mit univers. Det var en læge fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Odense, Ole Jakob Schelde, der kastede den. Han har lavet en gennemgang af 30 større forskningsresultater vedrørende effekten af specialtilpassede løbesko, og konkluderer, at det ikke betyder en hujende fis, om du pronerer, lander på hælen eller for den sags skyld løber baglæns, når du skal vælge sko. 

Du skal vælge den, der er rarest, siger han i flere interviews, for det kan ikke bevises, at det forebygger skader at få en sko, der passer til netop din fod og løbestil.

Jeg hører til dem i den øverste kategori, som
iflg. Ole Jakob Schelde altså får flere skader
af specialtilpassede sko.

Især er han ude efter antipronationssko, altså dem, der forhindrer en løber med lav svang (indersiden af foden, aka platfodethed) i at falde indad på fødderne og få et 'knæk' i leddet mellem fod og underben. Og sådan en løber er jeg. Jeg pronerer helt vildt meget, og har indtil sidste uge (hvor jeg skiftede til Mizuno Nirvana 8) løbet i Mizuno Wave Alchemy 10, der var skabt til 'den tunge løber, der overpronerer meget'. 

Jeg er vel at mærke ikke særligt tung, men pronerer så meget, at det kun var de sko, der kunne afholde mine handi-fødder fra at vælte indad (det viste mangt en tur på løbebutikkernes løbebånd).

Men det er så ikke rigtigt, kan jeg forstå. Ole Jakob Schelde støtter sig især til tre undersøgelser fra det amerikanske forsvar, hvor 7.000 løbere har fået udleveret sko til fysisk træning. En gruppe fik sko, der var tilpasset deres fødders supination eller pronation (falde udad eller indad), mens en kontrolgruppe fik neutrale sko. 

Flere skader med tilpassede sko

Og det viste sig simpelthen, at de personer, der fik en specialtilpasset sko, havde flere skader. Nå. Inden jeg løber ned og køber en hvilken-som-helst neutral løbesko på tilbud, har jeg dog en række spørgsmål til konklusionen.

1. De her 7000 personer fik sko udleveret til fysisk træning. Hvad vil det sige? Rent løb, eller al slags træning? Det kan have en betydning for brug af - og slitage på skoene, tænker jeg.
2. Hvor lang tid brugte de her personer skoene, og hvor meget?
3. Hvordan blev de testet (set i forhold til løbebåndstests her i Danmark) - blev der bare kigget på deres fødder, eller blev de testet løbende (altså, i løb, mens de blev filmet)?

Noget andet jeg overvejer er, hvordan der er kontrolleret for fejlkilder i de her studier. 
Er nogle af dem rene observationsstudier, eller er der repræsentativt randomiserede grupper i dem alle sammen (altså, har man kigget på folk, der bare løber i deres egne sko, eller har man taget en gruppe mennesker, opdelt dem i grupper med lige mange der pronerer, supinerer og er neutrale, og så givet den ene gruppe neutrale sko og den anden specialtilpassede)? 

Kan man tænke sig, at de løbere, der løber i specialtilpassede sko, generelt har et højere ambitionsniveau, løber mere og derfor får flere skader end dem, der 'bare har købt en sko'?

For øvrigt: Hvis jeg lyder en smule tilbøjelig til at tro, at specialtilpassede sko GØR en forskel, så er det, fordi min egen erfaring siger, at det gør de. Jeg løb i neutrale sko, da jeg startede med at løbe, og fik lynhurtigt ondt en hel masse steder (også her er der potentielle fejlkilder: generel slitage ved opstart af ny sport, for meget løb for hurtigt, bla bla bla), særligt i mine ankelled/fodled. 

Da jeg kom over i antipronationssko gik problemerne væk, og jeg har ikke haft andre skader end skinnebensbetændelse siden da. 

Ingen forskel på stødabsorbering

Ole Jakob Schelde konkluderer også, at hans gennemgang ikke finder noget belæg for, at der sker noget med løbeskoenes stødabsorbering - skummet, der står for absorbering, forbliver lige hårdt efter 10 og 800 kilometer. Derfor mener lægen ikke, der er nogen grund til at udskifte sine sko, før de falder fra hinanden.

Ud over, at jeg ikke kan se den videnskabelige baggrund for konklusionen i de artikler, jeg har fundet, er jeg mindre fortørnet over dette budskab. 

Mine gode, gamle første par Mizuno Wave Alchemy (som er flere år gamle, og har løbet en del mere, end en løbebutik ville anbefale) får stadig lov at slæbe mig rundt en gang imellem, og der er ingen problemer, ud over, at det yderste sål-lag nærmest er slidt af, så jeg løber på mellemsålen. 

But still - jeg kunne rigtig godt tænke mig at se selve den videnskabelige gennemgang, Ole Jakob Schelde har lavet (jeg må hjem og nappe min fars Ugeskrift for Læger, hvor den er bragt), og egentlig også abstracts (opsummeringer) fra de dersens 30 studier, han baserer sig på. Derfor har jeg sendt en mail til Arbejdsmedicinsk Klinik for at få nogle kontaktoplysninger... 

håber virkelig på at kunne følge op på dette indlæg med svar fra hestens egen mund inden for en overskuelig fremtid. Om ikke andet kan jeg følge op med mere information om studiet, så snart jeg har fået fat i Ugeskriftet.

De onde... de lede... de der kulhydrater

Sjældent har et basis-indholdsstof fået så meget skæld ud som kulhydrater har fået de sidste år. I hvert fald de hvide (og hurtigt optagelige) af slagsen. De smadrer blodsukker-stabiliteten, sætter sig på hofterne, skaber sugar-cravings og hvad ved jeg.

På en eller anden måde har skræmmebilledet formået at vokse i mit hoved, og det er kommet til også at indbefatte alle andre kulhydrater (inklusiv de mere anerkendte grove af slagsen). Så i lange perioder har jeg helt holdt mig fra (alle slags) brød, pasta, kartofler og ris (som så mange andre piger). Og så har jeg kværnet kilovis (ja, kilovis) af grøntsager i stedet for. Og protein.

Jeg plejer at undgå de her - men nu får de en chance

Men noget er der sket, for jeg er vist gået hen og blevet fornuftig. I forbindelse med, at jeg er begyndt at træne til marathon (jo flere, man siger det til, jo sværere at quitte) har jeg revurderet mit forhold til kulhydrater. De skal jo til, hvis kroppen skal gide at være med. Og det i større mængder, end man kan få via broccoli og blomkål.

Kulhydrat-novice

Viden om kulhydrater er til gengæld ikke noget, jeg har. Her afslørede der sig et stort, sort hul af uvidenhed, da jeg gennemsøgte min hjerne for retningslinjer. Hvor mange skal jeg have, hvad skal det være for nogen og hvornår skal jeg have dem? Ingen idé.

Derfor har jeg oprettet en tråd på gode, gamle www.motion-online.dk, hvor der som regel sidder nogle kloge mennesker og svarer på den slags spørgsmål. Du kan se tråden her (og svare, hvis du er klogere end mig): http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=60177

Når der begynder at komme svar vil jeg gå i gang med at researche, og så satser jeg på at gå i gang med at kortlægge min egen optimale kostsammensætning, suppleret med deciderede måltidsforslag, der lever op til opskriften. Heldigvis er en blog en dynamisk og blivende platform, for det kommer nok til at tage lidt tid.

Byd endelig ind, hvis I er eksperter ud i kulhydrater!

Tynd eller sund?

Der er et område, som min krop og mit hoved har meget svært ved at blive enige om. Og det er min ønskevægt. Det kan de mange piger nikke genkendende til. De der 2-5 kilo, der altid godt må ryge...

Hvis min krop bestemte selv, så vejede den 62-63 kilo. Hvis mit hoved bestemte, så vejede den 58-59 kilo. (Og måske endda mindre, for det bliver let en glidebane - men den tager vi en anden dag...)

Kampen mod de sidste kilo ender ofte med ekstreme diæter, sultekure eller overdreven træning - i hvert fald for mig. Jeg har meget lettere ved ikke at spise end ved det lille kalorieunderskud, at sige nej til alting end nej til kage. 

Skønhedsidealet for de yngre generationer er nu en gang skinny. Men klinisk set er skinny sjældent sundt. Og det betyder dybest set, at kampen for det perfekte udseende og at veje de der 2-5 kilo mindre end kroppen gerne vil, kan være decideret usund, som i sygdomsfremmende. De ekstreme tiltag, vægttab og vægtstigning, de u-varierede spisevaner (skyr, skyr og mere skyr) skader formentlig kroppen langt mere, end de 2-5 kilos vægttab gavner.

Sund kan godt være rund

Paradoksalt, når man ofte bruger 'sundhed' som argument for at kæmpe mod de sidste kilo. Sundhed og slank-hed går hånd i hånd i manges opfattelse. Det er en (u?)bevidst opfattelse, der for mig at se også smitter af på diskursen omkring overvægtige. Overvægt behøver jo ikke partout betyde 'usund' i en klinisk forstand, hvor man har sundhedsproblemer som følge af overvægten. Det har nyere forskning også indset.

De seneste år er det hele nemlig blevet lidt mere nuanceret, og nu kan det måske beskytte mod hjertekarsygdomme at have lidt for meget på hofterne (se mere her: http://videnskab.dk/krop-sundhed/din-aeble-eller-paereform-er-bestemt-af-gener). 

Nyere forskning har endnu mere interessante konklusioner omkring overvægt og vægttab, men de resultater skal jeg lige skrive en rigtig artikel om, før jeg nævner dem her.

Kan skinny være sund?

Så sund kan altså godt være rund. Til gengæld tvivler jeg på, at skinny (i den form, hvor man altid skal være lidt i underskud for at holde vægten nede) kan være sund, med mindre man har et naturligt højt stofskifte - og især ikke, hvis man opnår skinny gennem en ubalanceret kur eller ekstrem træning. Bente Klarlund har skrevet følgende om kalorierestriktion, som det hedder, når man er i konstant kalorieunderskud:

"Der er talrige studier på gær, orme, fluer, mus, rotter og hunde, der viser, at man kan forsinke aldringen ved kaloriebegrænsning. Ved kaloriereduktion taber man sig til at begynde med, men herefter sænkes stofskiftet, hvorved man sætter aldringsprocesserne i stå.

LÆS ARTIKELForfattere bag slankesucces: Gentest hjalp svenske kvinder

Igennem tyve år har et forskerhold i USA studeret rhesusaber, som enten var sat på kaloriereduceret kost (30 procent under, hvad de normalt spiser) eller almindelig kost. Da studiet blev afsluttet, var 37 procent af de aber, der fik almindelig kost, døde af aldersbetingede sygdomme. For de kaloriereducerede aber var tallet kun 13 procent. De kaloriereducerede aber så yngre ud og havde langt færre livsstilssygdomme.

Kaloriereduktion hos mennesker har positiv effekt på en lang række sundhedsvariable, f.eks. kolesterol og blodtryk. Men det er besværligt at gennemføre kaloriereduktion, der er en markant risiko for fejlernæring, og nogle studier tyder på, at kaloriereduktion er dårlig for den mentale sundhed." http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/sundhedsp/ECE1613099/klarlund-at-faste-hver-anden-dag-kan-virke-som-slankekur/

Der er altså positive effekter - hvis man vel at mærke gennemfører projektet med en perfekt næringsmæssigt sammensat kost og en meget glad hjerne. Og hvor mange af os unge piger, der gerne vil smide 2-5 kilo tænker på andet end kalorier (og måske mange proteiner og få kulhydrater), når vi kæmper med vægten?

Jeg kaster med sten og bor i et glashus

Summa summarum. Vores sundhedsopfattelse indbefatter også en tro på, at slank (eller tynd) er optimalt. Men det afhænger fuldstændig af, hvordan resultatet opnås. Og både undertegnede og andre gør sig selv en tjeneste ved at overveje meget grundigt, om man ønsker sundhed og en stærk, funktionel krop, eller en tynd krop - for langt de fleste af os er jo ikke bygget med en pandekageflad mave eller udstikkende hofteben.

For mit vedkommende ved min hjerne udmærket, at den bør glæde sig over en stærk, funktionel krop, der vejer 62-63 kilo. Men den bliver bare så ked af det, når maven ikke er pandekageflad. Og derfor lykkes det mig nok ikke at adskille mit sundhedsbegreb fra mit skønhedsideal lige med det samme...

Totalt forfængelig mave-narcissist, der foreviger vidunderet i et fladt øjeblik

At kompressere eller ej...

Den nyeste tilføjelse til min sokkesamling

Jeg var ude for at købe kompressionstights igår, men kom hjem med et sæt strømper (og nye løbesko... men det er en anden snak). 

Jeg fik en ganske glimrende og meget kompetent betjening af en butiksejer, der startede med at melde ud, at man ikke kan lave kompressionstights. Det er bare meget stram lycra...


Nå, tænkte jeg, det var da ærgerligt. Jeg har sværget til mine kompressionsstrømper i flere år, har sågar sovet med dem i perioder. Har endda lige købt sådan nogle lår-sleeves, så mine baglår også kan få lidt ekstra blodgennemstrømning.

Det er nemlig dét, der er idéen. At øge blodgennemstrømningen i musklerne ved at sende blodet fra yderligtliggende kar ind i musklerne og op til hjertet, så det kan tage mælkesyre og betændelse og andre grimme sager med sig og få det renset ud. 

Nogenlunde samme idé som ved støttestrømper på lange flyveture; her er den øgede blodgennemstrømning dog målet i sig selv.

Vilde med videnskab

Men som med al mulig udvikling, som nogen tjener penge på (mellem 350 og 375 kroner koster sådan et sokkesæt, du), så må man lige spørge sig selv, hvor meget idéen om kompression er underbygget i forskningen. Den rare sælger/butiksejer/løber understregede selv en vigtig pointe, som blev bakket op af en løber-læge, der også var ude og shoppe:

Det er jo velunderbygget indenfor medicin, altså til folk med blodpropper eller andre problemer i den retning. Men de sidder jo stille med strømperne. Hvordan de virker, når brugeren er i bevægelse, ved man mindre om...

Hvis man laver en hurtig søgning og kigger lidt på nogle af de førende producenters hjemmesider, så gør de rigtig meget ud af at bruge videnskab som base for deres salgsargumenter. CEP og hollandske Herzog bruger også begge to ordet 'medi' eller 'medical' aktivt i deres navn.

På CEPs hjemmeside er hele afsnittet Technology dedikeret til kurver og grafer og lægevidenskabelige forklaringer og studier (sjovt nok ingen direkte links): http://www.cepcompression.com/Technology.aspx

Men virker det?

Det er ikke småting, de her sokker skal ku', hvis man skal tro producenterne. 5-6 % hurtigere løb (12 minutter på et 4-timers marathon), 6 % mindre udmattelse (nogen melder også om lavere puls hos løberne under løb) og 30 % øget blodomløb efter løb (hurtigere restitution).

Men: hvis man ser på en udmærket opsummering af studier, som er lavet på denne blog: http://runnersconnect.net/running-tips/the-science-of-compression-gear-for-runners/), så gælder det for de nævnte studier, at

1) de har små forsøgsgrupper (mellem 10-25 personer)
2) sjældent kontrollerer for placebo (når man bilder sig ind, at noget virker, og der derfor kan måles en effekt)

3) måler på løbere, der løber hurtigere end den gennemsnitlige motionsløber (som jeg tror er en rigtig god kunde til kompressionsstrømper i dag)
4) ofte får statistisk insignifikante resultater (altså nogen, hvor den målte forskel er så lille, at den muligvis bare er tilfældig)

Ser man på firmaet Herzogs hjemmeside: http://www.herzogmedical.com/studies/onderzoeken?start=6, hvor de har samlet nogle undersøgelser, så tegner der sig det samme billede. Og så henvises der desuden også til tests i atletikmagasiner og lignende. Vel at mærke under overskriften 'Onderzoeken'. Ahem.

Hvis det virker, et det så vigtigt, hvorfor?

Rent videnskabeligt er det altså ikke top-notch science, der bliver lavet omkring kompression. Og derfor er jeg stadig skeptisk over for den reelle virkning af kompressionsstrømper. Alligevel sværger jeg til dem. Hvorfor?

Som der står i det udmærkede blogindlæg fra runnersconnect.net ovenfor: " “any medicine that works is good medicine!” Jeg tager gerne placebo-effekten med, for det føles godt med strømperne... det er lidt ligesom med udstrækning (lav det kun, hvis det føles godt, for der er stort set ingen dokumenteret effekt)...

Her på falderebet giver jeg lige et par guidelines videre, som jeg fik af sælgeren og lægen, da jeg købte de nye strømper:

1) Brug kompressions-strømperne mens du løber (typisk de lange ture på 15+), og eventuelt en times tid efter, hvis du har løbet rigtig langt eller hårdt

2) Du skal IKKE sove med strømperne, eller gå rundt med dem en hel dag - så lukker du ned for de små blodårer yderst i benet

3) Gør det, hvis det føles godt - hvis du ikke oplever, at det virker, så lad være

Det første indlæg

Undertegnede

Det her er første indlæg på en blog, der skal behandle sundhed fra to vinkler: Personligt og professionelt.

Bag tasterne sidder jeg, Line, som er (næsten-færdig-)journalist og sundhedsnørd. Jeg arbejder meget med sundhedsstof i mit arbejde, hvor det især er sundhedsvidenskaben, jeg får lov at behandle. Store studier om alt fra, hvordan man får folk til at dyrke mere motion til, hvordan man bedst behandler en bestemt slags kræft. 

Bloggen blev født, fordi mine venner og bekendte var trætte af, at mine statusopdateringer på Facebook altid handlede om noget-med-sundhed, især træning og mad. Der var således behov for et andet outlet for mine tanker omkring det sunde liv og dets faldgruber. Derfor Healthy or Hell.

Navnet forsøger at afspejle, hvor svært jeg mener, det er at navigere i sundhedsjunglen, og at der i hvert fald i visse samfundsgrupper hersker sådan en 'vær sund eller ryg i helvede'-tilgang. 

Er man bare lidt forfængelig eller har man sin krop kær, kan man lynhurtigt komme ud i en kur eller et træningsprogram, der er alt for ekstremt. Eller fuldstændig opgive 'det-der-med-at-være-sund' fordi det simpelthen er for besværligt, hårdt og ubehageligt.

Jeg vil gerne bidrage til debatten om, hvor meget sundhed skal fylde, og hvordan, hvorfor og hvornår. Det planlægger jeg at gøre ved at kombinere mine personlige overvejelser og erfaringer med en videnskabsjournalistisk tilgang. 

Forhåbentlig kan det hjælpe (om ikke andre mig selv) med at blive mere reflekteret om, hvad sundhed betyder og hvor meget det fylder (og om det fylder for lidt, for meget eller lige tilpas).

Jeg glæder mig til at prøve kræfter med blogmediet, og håber, nogen en dag kommer forbi og læser.