Av. Av, av, av, av. AAAV! Cirka sådan var min oplevelse, da jeg vågnede i morges og strakte lemmerne ud et efter et. Av inderlår, av lænd, av (i særdeleshed) nakke og skuldre. Det der med, at man kun kan have ondt ét sted ad gangen, det er bullshit.
But I made my bed, kan man sige (hvor vidt I need to lie in it kommer vi tilbage til= - startede i går med en Crossfit Intro-time, hvor vi brugte en god del af tiden på kettlebell swings. En kettlebell er en nærmest rund metalkugle med et håndtag. En kettlebell swing er en ond øvelse - se den forklaret her: http://www.youtube.com/watch?v=q0jalJ-3e7U
Jeg studser over, at den unge dame i ovenstående link svinger kettlebell'en op i skulderhøjde. Vi skulle ha' den mindst i øjenhøjde, allerhelst op i strakt arm. Måske lige at stramme den, når det er et introhold.
En anden del af dagens WOD (Crossfit-sprog for dagens træning eller workout of the day - de er tossede med forkortelser i den sport) var roning i gode, gammeldags romaskiner. Intet galt i det, bortset fra, at det altid går lige i mine skulder - og nakkemuskler.
Efter crossfit havde jeg 6 rolige kilometer, der skulle løbes. Dagen blev rundet af med en boksetime - en af de hårde, may I add. Og boksning kan godt finde på at give lidt ømme skuldre. Og arme. Og ben. Og bagdel.
Når man ikke gider ha' ondt
Således havde jeg uden tvivl redt op i sengen. Spørgsmålet var så, om jeg død og pine skulle lægge mig i den, so to speak. For der er jo måder at slippe for den værste ømhed (og den hovedpine, der gerne følger med ømme skuldre). Måderne hedder ibuprofen, kodimagnyl, panodil og andre eksotiske navne.
... de er dybest set ikke så eksotiske for mig, de der navne. For jeg kommer fra et pro-pille-hjem. Hovedpine? Ta' en pille. Ondt i maven? Ta' en pille. Kan du ikke sove? Ta' en pille (eller et glas rødvin)... jeg har uden tvivl ædt langt flere smertestillende piller end andre på min alder.
For man behøver jo ikke have ondt. Man kan bare ta' en pille. Og så har jeg egentlig været ret ukritisk overfor den reelle effekt. Er det placebo, so be it. Bare det hjælper. Og sådan tror jeg, mange tænker - vi er ikke bevidste om de farer og bivirkninger, der kan være ved stort forbrug af smertestillende.
Godt og skidt ved smertestillende
For et års tid siden kom det nemlig frem, at danske unge kværner piller i stor stil - som en slags livsstilsmedicin: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-40502784:unge-tager-piller-til-hverdag.html
Det har resulteret i en 18års grænse for at købe smertestillende. Men hvis man får pillerne derhjemme, så er det jo lige meget.
Forskningen har efterhånden rigtig mange teorier om, hvad der er gavnligt eller skidt ved at tage piller. Blandt andet forbindes paracetamol (aktivt stof i panodiler) med større forekomst af astma, mens forbrug af smertestillende muligvis hæmmer forekomsten af visse typer af kræft.
Britiske forskere opdagede sidste år, at et lavt men langvarigt forbrug af paracetamol kan føre til overdosis. Det lyder mærkeligt, men det vil sige, at tager man bare en eller to piller for meget hver dag over en længere periode, så er risikoen for overdosis stor, og dødeligheden er højere: http://www.dagensmedicin.dk/videnskab/lidt-for-meget-paracetamol-over-lang-tid-er-farligst/
Konklusion: hold igen med pillerne!
Konklusionen må være, at det er noget skidt at spise for meget smertestillende. Det skal reserveres til særlige lejligheder, for eksempel når man er syg. Og selv når man er syg, så må man lige scanne årsagen til, at man er det, før man æder piller. Er det i virkeligheden stress? For så er det helt sikkert kun placebo, man får ud af pillerne.
Jeg prøver at vænne mig til at spise færre smertestillende piller. Heldigvis har jeg sjældent ondt over det hele som i morges. Derfor endte jeg også med at sluge to halvkraftige ibuprofen-tabletter, jeg har købt på Lanzarote (hvor man kan få klart kraftigere smertestillende i håndkøb end man kan herhjemme)
... skuldrene gør nu stadigvæk ondt... og om lidt skal jeg af sted til spinning - så mon ikke også både ben og bagdel kan nå at blive godt og grundigt ømme igen, før jeg lægger mig i sengen i aften?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar