
Alkohol gi'r mere end hovedpine
En del af konsekvenserne kender vi nok alle sammen. Hovedpine på grund af dehydrering og alkoholens giftstof, kvalme, opkast og overdreven sult slet eller ingen appetit, hjertebanken, frotté på tænderne... men noget jeg ikke vidste er, at alkoholen også nedsætter immunforsvaret i op til 24 timer efter drukturen (ved at sætte de funktioner, der opdager indtrængende bakterier, momentant ud af kraft). Undersøgelsen er norsk og fra 2009 - se mere her.
For mændene kan alkohol føre til kræft... en international undersøgelse fra 2011, publiceret i det meget anerkendte tidsskrift British Medical Journal, kobler ét ud af ti kræfttilfælde hos mænd til alkoholindtag. Det vidste jeg heller ikke. Det er mange tilfælde, synes jeg.
10-12 genstande reducerer os til reptiler
I 2007 tog ph.d.-studerende ved Center for Rusmiddelforskning Sébastien Tutenges til Sunny Beach for at undersøge de ritualer, der knytter sig til drukferier. Han fortæller i denne artikel, at 72 % procent af de unge i Sunny Beach har drukket fem dage eller mere i træk, og 40 procent har drukket mere end 12 genstande om dagen i mere end seks dage.
Hjerne-Madsen (aka Peter Lund Madsen) fortæller i DR2 Temaet om 'Vores fulde børn', at 10-12 genstande 'gør det for de fleste' - gør det vil sige, at det bringer os i en tilstand, hvor vi er godt og grundigt fulde. Og hvor vores avancerede hjernefunktioner (som evnen til at aflæse sociale situationer) er lukket ned, og vi er reduceret til reptilhjerne - det vil sige, at vi ønsker os mad, magt og sex.
Jeg har også trimlet rundt på drukferie, ikke lige i Sunny Beach, but still. Vi var også 'i hegnet' hver dag, og det betød som regel, at man lå syg en uges tid, når man kom hjem.
Vi kender konsekvenserne, men drikker alligevel
Yet we still do it. Det er der mange forklaringer på, men den vigtigste er vel den rolle, alkohol spiller i vores kultur, og den rolle, alkohol kommer til at spille for os hver især, fordi vi socialiseres til at forbinde det med gode oplevelser, frihed, fest og farver allerede fra vi er 11-12 år.
Sébastien Tutenges beskriver de unges trang til druk sådan her:
"Fortællingerne om rejsen og vildskaben er vigtige for de drukrejsende. For ikke at blive voksen og kedelig skal man have vilde oplevelser i bagagen, have drukhistorier at fortælle.
»Historierne er nostalgi før tid. Det er et skrækscenarie for de her unge en dag ude i fremtiden at kunne kigge tilbage på et begivenhedsløst liv. De vil nødig skulle sige ´jeg fik aldrig løbet hornene af mig, jeg har aldrig kastet op, jeg har kun været sammen med min kone´, historierne kreerer en ramme, hvor man kan sige, ´jeg er ikke kedelig, jeg har været der,´« siger Sébastien Tutenges. "
Ingen moralprædiken!
Det her indlæg er ikke på nogen måde tænkt som en moralprædiken - mere en refleksion over, hvad jeg brugte min fredag aften (og lørdag dag) på. Jeg er ret fascineret (og også skræmt) over, hvordan vi udmærket kender konsekvenserne af at drikke så meget, som nogle af os gør, og være i stand til fuldstændig at glemme den viden, når øllene kommer på bordet...
For øvrigt er jeg helt ovenpå igen i dag - kom godt igennem halvanden times styrketræning og en times spinning, omend jeg godt kan mærke de høje hæle i læggene, cigaretterne i lungerne og alkoholen i blodårerne ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar