Stress. Det er noget med at have pissehamrende travlt - i en grad, så man ikke kan administrere det. Sådan tænker mange i hvert fald på det. Klinisk er definitionen lidt anderledes; stress er en uoverensstemmelse mellem ressourcer og krav. Så klinisk kan du også blive stresset af at få opgaver, der ikke udfordrer dig nok.
Det er nu ikke mit problem. Det, som jeg selv kalder stress, kommer snigende, når bunkerne langsomt vokser mig over hovedet. Ikke nødvendigvis de fysiske, i højere grad de mentale. Når kalenderen er fuld af påmindelser, der blipper og båtter hver anden time, når der er fem artikler igang, når jeg prøver at overskue den hovedopgave, der ligger og lurer lige om næste weekends hjørne.
Stressen går i kroppen
Så begynder jeg at spjætte. Det er efterhånden blevet min personlige stress-alarm. Benene gi'r pludselig et ryk, og de gør det rigtig gerne, lige når jeg er ved at falde i søvn. Hvis ikke, jeg tager spjættene alvorligt, så begynder korttidshukommelsen at gøre knuder. Jeg kan ikke huske fra tanke til hånd, og den sætning, der var på vej ned på tastaturet er long gone, før jeg når at taste den.
Hvis jeg heller ikke tager dét alvorligt kommer søvnbesvær, tankemylder og hjertebanken. Og i et enkelt tilfælde, forhøjet blodtryk. Så langt ud er jeg heldigvis kun kommet én gang, men det krævede også et par ugers sygemelding og forfærdeligt mange bekymringer for mit helbred, før jeg var funktionsdygtig igen.
For en pige på 23, der træner 8-10 timer ugentligt og lever efter (næsten) alle sundhedskunstens regler, hun skal altså ikke ha' et blodtryk, der ligner en gammel, usund mands. Det blev mit wake-up call, kan man sige. Dér lærte jeg, at jeg blev nødt til at tage signalerne alvorligt, allerede når benene får deres eget liv.
Er jeg bare en whiner?
Men er det virkelig stress? Eller er det bare jammer? I de cirkler, hvor jeg normalt færdes (som gerne er blandt journalister og akademikere) har jeg en fornemmelse af, at stress er aldeles udbredt - og det kan man jo også se på statistikkerne. Men samtidig føler jeg ikke, at begrebet er anerkendt. Stress er i høj grad associeret med at være svag.
Min far er læge. Han er også ret gammel og ret konservativ, har haft én sygedag i hele sin ansættelsestid og rynker på næsen af folk, der pjevser. Og han anerkender bestemt ikke stress. Han ser stress-epidemien som et tegn på, at folk er blevet dovne og er faldet til velfærdsstatens pat, at de forventer, at store moder-samfund skal ordne problemerne for dem. At vi ikke tager ansvar for vores eget liv.
Det er nok en af de mere ekstreme holdninger, men jeg synes tit, jeg oplever snerter af den, når jeg taler med folk i min omgangskreds om stress. Faktisk tør jeg ikke altid fortælle, at jeg har haft problemer i den retning, fordi jeg ikke vil stemples som 'en af dem'; en af dem, der ikke kan klare mosten.
... men hvad gør man ved det?
Ingen tvivl om, at jeg kan se sandheder i min fars holdning. Især i forhold til det med at tage ansvar for eget liv. For det er vel også en slags mangel på ansvarstagen, der får os til at sige 'ja, ja, ja', i stedet for at mærke efter og sige fra. Det er det i hvert fald hos mig selv. Jeg er klart rundet af en generation, der har så mange muligheder, at vi sejler rundt i dem, og ikke altid kan overskue at vælge mellem dem (eller frygter af misse noget), og derfor lader være.
Men hvad gør man ved det? Hvordan undgår jeg at synke til bunds ved udsigten til hovedopgave, arbejdsløshedskø eller et job, hvor kravene er høje og tempoet ligeså? Det er der heldigvis flere gode bud på. For stressepidemien og dens betydning for samfundets budgetter har fordret en masse forskning i, hvad der kan modvirke den. Her kommer et par forslag:
Musikterapi er et af de nyeste bud på, hvordan alvorlig stress kan afhjælpes: http://videnskab.dk/krop-sundhed/musikterapi-bekaemper-stress
Mindfulness er en tankemåde, en meditationsform, en holistisk anskuelse, der også har vist rigtig gode resultater (og som er både nemmere og billigere at gå til end musikterapi, der jo alt andet lige kræver en terapeut): http://videnskab.dk/krop-sundhed/mindfulness-meditation-kan-hjaelpe-mod-stress-og-fobier
Arbejdspladsen har også mulighed for at forebygge stress (i hvert fald på vidensbaserede arbjdspladser): http://videnskab.dk/kort-nyt/stress-skal-forebygges-i-faellesskab
Og noget af det allernyeste, som går godt i tråd med en stigende bevidsthed om vores tarmfloras store betydning, er, at personer med en velfungerende tarmflora formentlig har færre problemer med stress: http://videnskab.dk/krop-sundhed/den-perfekte-tarmflora-kan-maske-gore-dig-mindre-stresset
........ og i forlængelse deraf kan du jo passende spise noget yoghurt: http://videnskab.dk/krop-sundhed/yoghurt-hjaelper-muligvis-mod-stress
Motion er min løsning
Personligt er det, der gi'r mig allermest hjælp, når jeg balancerer på stressvippen, motion. Hård træning som løb eller spinning gi'r mig den mulighed for at slukke for hjernen og dens tankemylder, som jeg trænger allermest til, når spekulationerne løber løbsk.
Men vær forsigtig - er man alvorligt stresset, kan hård træning forværre problemerne, fordi træning også stresser kroppen, som i forvejen er i alarmberedskab - læs, hvad der sker i kroppen ved stress her: http://www.stressforeningen.dk/index.php?option=com_k2&view=item&layout=item&id=17&Itemid=49
Således opmuntret vil jeg gå ind og spinne. Så kan jeg forhåbentlig bedre overskue artiklerne, hovedopgaven og fremtiden bagefter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar